Grønt lys til EM-håndbold i Kolding

Nu er den endelige bekræftelse kommet fra kulturministeren. Sundhedsmyndighederne giver grønt lys til, at Danmark afholder hele EM-slutrunden i december.

En uge efter at Norge trak sig som EM-vært, ligger det nu fast, at der skal spilles EM-håndbold i Danmark .

Dansk Håndbold Forbund (DHF) har siden mandag den 16. november haft godt to uger til at sikre turneringens afholdelse og tilkendegav efter et krisemøde i weekenden, at det arbejdede videre med afholdelsen, selvom regeringen og myndighederne endnu ikke havde givet endeligt svar på, om det var sundhedsmæssigt forsvarligt.

Svaret er nu kommet, og der er givet grønt lys til, at Danmark inviterer de 16 europæiske nationer til Herning og Kolding.

- Til alle jer der har knoklet for at stable EM i håndbold på benene, og alle der glæder sig til at følge med: Der er nu grønt lys til, at hele EM i håndbold kan afvikles på dansk jord, siger kulturminister Joy Mogensen (S) til Ritzau.

Venstre overhalede ministeren

Meddelelsen kom dog i første omgang fra Venstres idrætsordfører Sten Knuth på Twitter.

- Fuldt EM i håndbold for kvinder afholdes i Danmark. Sådan, indleder Sten Knuth.

Han skriver, at det var sundhedsminister Magnus Heunicke (S), der ringede og overbragte nyheden.

Dansk Håndbold Forbund har været indstillet på denne løsning, men har længe måttet vente på grønt lys fra regeringen. Per Bertelsen, der er formand for Dansk Håndbold Forbund, er benovet over den store velvilje, der har været fra de mange involverede i forhold til at få alle detaljer på plads på rekordtid.

- Normalt er det her noget, der tager både måneder og år at arrangere. Men med hjælp fra gode kræfter er det lykkedes at finde en løsning, så vi kan få afviklet slutrunden på dansk jord. Det er enormt vigtigt både økonomisk og sportsligt for håndbolden, derfor er vi bare så glade for, at vi i Danmark, i den tid vi lever i, kan løse den her situation på forsvarlig vis og med alle de forbehold, det kræves i forhold til coronaen, udtaler DHF-formanden.

EM skal afholdes fra 3. til 20. december.