Hærværk mod mindst ni biler på samkørselspladser i Kolding

På tre forskellige p-pladser rundt om i Kolding er der natten til lørdag begået hærværk og indbrud mod mindst ni parkerede biler.

Endnu en gang er der begået groft hærværk mod en række biler på flere samkørselspladser ved Kolding.

Denne gang er det gået hårdest ud over p-pladsen ved afkørsel 63 i Bramdrupdam foran Hotel Scandic. Her har seks biler fået smadret ruderne.

quote

Jeg frygter, at vi vil få flere henvendelser i løbet af de næste timer

Flemming Lau, vagtchef, Sydøstjyllands Politi

Desuden har yderligere mindst to biler på pendlerpladsen ved afkørsel 65 Kolding Syd samt en bil på p-pladsen ved Kolding Storcenter også fået smadret ruderne.

- Ind til videre er det otte biler, som er ramt af hærværk med smadrede ruder, og det er sket tre steder i Kolding i løbet af aftenen og natten til lørdag. Jeg frygter, at vi vil få flere henvendelser i løbet af de næste timer, fortæller vagtchef Flemming Lau, Sydøstjyllands Politi til TV SYD.

Sydøstjyllands Politi har lørdag morgen haft travlt efter mange henvendelser fra borgere, der har haft indbrud i deres biler. Desuden er politiet er også ved at kontakte bilejere, der endnu ikke ved, at deres bil har været udsat for hærværk.

Pendlerpladserne i Kolding er i disse dage hårdt ramt af indbrud og hærvæk. Torsdag gik det ud over seks biler på pendlerpladsen ved afkørsel 65 Kolding Syd. 

Politiet har endnu ikke overblik over, hvad der eventuelt er stjålet fra bilerne.