Hærværk på legeplads koster 10.000 kroner

​En naturlegeplads har fået ødelagt redskaber for 10.000 kroner. Det er anden gang i år, legepladsen ved Ferup Sø bliver udsat for hærværk.

Ukendte gerningsmænd har ødelagt legeredskaber for 10.000 kroner på naturlegepladsen ved Ferup Sø nordvest for Kolding. Det er anden gang i år, legepladsen udsættes for hærværk. 

Mandag bliver alle løse dele fjernet fra legepladsen, mens de faste gravemaskiner og transportbånd bliver stående.
Mandag bliver alle løse dele fjernet fra legepladsen, mens de faste gravemaskiner og transportbånd bliver stående.
Foto: Kolding Kommune

Det er alle de løse genstande fra legepladsen, der er blevet ødelagt. Det drejer sig blandt andet om trillebøre, skovle og spande. Alle de løse genstande bliver fjernet i starten af næste uge, og de bliver ikke erstattet lige med det samme.

- Nu tager vi en pause, og så bruger vi vinteren til at overveje, hvad vi stiller op med legepladsen, siger projektchef Cecilie Røner fra oplevelsescentret Harteværket.

Cecilie Røner fortæller, at hun håber, legepladsen skal forblive åben i fremtiden, men at der ikke er penge til at reparere og erstatte legeredskaber konstant, og der er heller ikke råd til at skulle overvåge legepladsen for at undgå hærværk.

Hærværket er meldt til politiet, som nu leder efter vidner.