Han laver sin tredje chokoladefabrik

Han er 72 år og kunne ikke få tiden til at gå. Derfor har Ole Vile Pedersen - for tredje gang - startet en chokoladefabrik.

- Jeg savnede det at komme i produktionen - og jeg er jo ikke så gammel endnu, siger han til TV SYD.

Ole Pedersen har lavet chokolade siden 1966. Sammen med sin kone og sine børn skabte han Oles Chokolade, som han drev frem til 1991.

Og nu har han så igen startet sin egen chokoladefabrik.

- Jeg kan jo ikke lave andet end chokolade. Når de mennesker, der kender mig, spørger om chokolade, så har jeg en forklaring på alt. Jeg elsker chokolade, og jeg er vokset op i den branche. Så det er ganske naturligt for mig, at det skulle være chokolade igen.

Nabo med

Med i projektet er Oles nabo, Claus Christiansen, der tidligere har været varehuschef i Bilka. Men nu er han blevet medejer af en chokoladefabrik og samtidig voksenlærling i chokoladekundskab.

- Ole havde lagt mærke til, at jeg var god til at spise det. Så han spurgte, om det ikke var smart, jeg prøvede at lære det, siger claus Christiansen.

Og på det tidspunkt havde jeg ikke andet at lave og synes, det kunne være meget sjovt at komme ind i den verden.

Indtil nu er Ole Pedersens chokolade kun til salg til erhvervskunder, men planen er at chokoladen skal sælges i butikker i Kolding inden jul.