Handicap bremser ikke drømme: Tobias stræber efter guld på hesteryg

En medalje, som helst skal være af guld. Tobias Thorning Jørgensen fra Christiansfeld har store ambitioner ved EM i paradressur.

Et handicap betyder ikke, at man skal stoppe med at drømme stort.

Spørg bare 19-årige Tobias Thorning Jørgensen, som i denne uge deltager ved EM i paradressur - dressurridning for ryttere med handicap.

- Jeg har store ambitioner, siger han til TV SYD.

Tobias Thorning Jørgensen lider af en sjælden muskelsygdom, men det begrænser ham ikke i at sætte sig op på sin hest og deltage i internationale stævner. Han blev i 2017 udtaget til landsholdet i paradressur, og siden er forventningerne kun gået en vej. Opad.

Derfor er ambitionerne også høje til dette EM.

- Jeg burde være en af de fire bedste, så jeg satser på en medalje, selvom der er syv, som ligger meget tætte i toppen, siger Tobias Thorning Jørgensen, der på nuværende tidspunkt rangerer som nummer et på verdenslisten inden for sin grad.

Rytterne til EM i paradressur er nemlig inddelt i grader, som afhænger af deres handicap. Med Tobias Thorning Jørgensens sygdom tilhører han grad tre. Han dyster derfor mod andre i samme grad, og der er han den bedste.

quote

Jeg er relativ ny i gamet, men OL og VM er klart mine store mål

Tobias Thorning Jørgensen, paradressur-rytter

Verdenslistens nummer et

Placeringen på verdenslisten og store ambitioner giver et pres på den unge rytter. Det betyder dog ikke noget for Tobias Thorning Jørgensen, som har meget erfaring allerede.

- Jeg har reddet mange stævner, så jeg tænker ikke så meget over det pres, der er. Jeg kommer til stævner for at gå efter guldet, og jeg må indrømme, at det ærgre mig, når det ikke lykkedes, siger han.

Til EM i Rotterdam er der dog en stor ændring for den ellers erfarne rytter. Hesten, Jolene. Den ejes af Lego-sønnen Thomas Kirk Kristiansen og hans kone, Signe. Parret har i fire måneder ladet Tobias Thorning Jørgensen ride på Jolene. Det var ikke hensigten, at de to skulle til EM sammen, men Jolene og Tobias Thorning Jørgensen har været et godt makkerpar.

- Det var ikke meningen at satse på Jolene, men det er gået over alle forventninger. Den har været virkelig god, siger Tobias Thorning Jørgensen

OL og VM er målet

Jolene og Tobias Thorning Jørgensen har kun heddet sammen i fire måneder. Det bliver derfor et stort arbejde at lære den at kende. Jolene er før blevet reddet af en rytter uden et handicap, og det giver nogle udfordringer for Tobias Thorning Jørgensen, når makkerparret skal ride sammen.

- Det kan tage et til to år før vi kender hinanden rigtig godt. Her i starten kan der opstå misforståelser, fordi jeg har nogle hjælpemidler, den ikke har været vant til, siger han og forklarer, at de to piske, Tobias Thorning Jørgensen har som hjælpemiddel, kan give nogle andre signaler til Jolene, som den ikke har været udsat for før.

Tobias Thorning Jørgensen tror dog på et godt makkerskab, der kan leve op til de store ambitioner, han har om fremtiden.

- Mine forventninger til fremtiden er store. Jeg har fået en ung hest med gode kvaliteter, så jeg går en lys fremtid i møde. Jeg er relativ ny i gamet, men OL og VM er klart mine store mål, siger Tobias Thorning Jørgensen.

Paradressur-rytterne og deres heste skal kæmpe om medaljerne til EM i Rotterdam fra i morgen og frem til søndag eftermiddag. Tobias Thorning Jørgensen dyster i disciplinerne, individuel test, freestyle test og team test.