Hansi gør mig glad

Om to dage spiller en af tidens største slagerstjerner, østrigske Hansi Hinterseer, i Horsens.

Den fuldstændigt udsolgte koncert,  er den eneste Hansi Hinterseer giver i Danmark på denne turné.

Hedi Linnet fra Nr. Bjert ved Kolding er formand for den ene af de to danske Hinterseer-fanklubber.

Hun faldt for slager-kongens charme og sangstemme i 1996.

- Jeg hørte ham tilfældigt i radioen - og så tænkte jeg, "hvad sker der", fortæller den begejstrede fan til TV SYD.

Et Hansi-værelse

Hun har indrettet et helt værelse i hjemmet udelukkende med plakater og souvenirs fra sine mange oplevelser med Hansi Hinterseer.

- Han er hverken arrogant eller krukket, sådan som mange andre stjerner er.

- Han har en fantastisk udstråling. Han gør mig simpelthen glad, smiler Hedi Linnet - som naturligvis er at finde i Horsens til mandagens koncert.