Her er Danmarks stærkeste whisky - og den er revet væk

Årets whisky-messe blev i dag afholdt i Kolding, og her blev Danmark stærkeste whisky lanceret.

Den er mørk og lavet på let bøgerøget malt. Der er kun 19 af dem, og de er lavet i Nyborg. Bare én flaske koster 1875 kroner. Den hedder Rocket Man From Everywhere. 

Vi taler om Danmarks stærkeste whisky, der indeholder 68,6 procent alkohol. Den blev i dag lanceret til årets whisky-messe, der begyndte og sluttede lørdag. Det blev en lancering med succes. For alle 19 flasker whisky blev revet væk på meget få timer. 

Det er Nyborg Destilleri, der har produceret Rocket Man, som blev vist frem for alle whisky-elskerne i Sydbank Arena i Kolding i dag.

quote

Dem, der har fået chancen for at købe én af de 19 flasker, der var i dag, skal lege med whiskyen, så de kan se, hvordan smagen udvikler sig.

Kim Møller Elshøj, blender og storyteller, Nyborg Destilleri

- Dem, der har fået chancen for at købe én af de 19 flasker, der var i dag, skal lege med whiskyen, så de kan se, hvordan smagen udvikler sig, fortæller Kim Møller-Elshøj, der er blender og Storyteller ved Nyborg Destilleri.

Whisky lokker folk til

Det er på ingen måde alle messens besøgende, der fik en chance for at købe nogle af de dyrebare dråber. For omkring 2500 personer besøgte messen i dag. De mange besøgende overrasker ikke arrangøren bag whisky-messen, Ulrik Bertelsen. For ifølge ham er og bliver whiskyen en endnu mere populær vare, der giver mange mennesker lyst til at tage et sip.

- Vi oplever helt klart, at folk har en stor interesse, og der vil gerne vide noget om de produkter, der er her på messen. Vi kan se, at de stiller spørgsmål ved de forskellige stande, og de vil rigtig gerne smage produkterne, siger Ulrik Bertelsen.

For ham kan den alkoholiske drik whisky noget helt særligt, og han gætter på, at det også er sådan, mange andre af dagens besøgende har det.

- Whiskyen har så mange facetter. De kan være helt bløde i smagen, men de kan også smage af tang og tjære. De kan alt sammen noget forskelligt, siger han. 

Whiskymessen har eksisteret siden 2001, og første gang blev den holdt i Park Hallen i Kolding. Det er Danmarks største whisky-event. Og i år kan man opleve udstillere, der kommer helt fra blandt andet Cuba og Skotland.

SJOVE FAKTA OM WHISKY

  • Whisky er lavet er vand, byg og gær. 
  • Whiskey staves med et e i USA og Irland. I Skotland staves whisky uden bogstavet e.
  • Whisky skal lagre i minimum tre år. 
  • Den skal være på mindst 40 procent alkohol. 

En whisky-dag udvikler sig

Men der er også én, der ikke har transporteret sig helt så langt for at komme til whiskymessen. Det er Finn Slemming, der kommer fra Kolding. Han nyder at bruge hele sin dag på messen, og han bliver endnu klogere på de mange forskellige whiskyformer. 

- Det er en rigtig hyggelig messe. Jeg kommer her for at se, hvad der er af nyheder. Jeg har for eksempel lige smagt en ny specialøl, som jeg virkelig godt kunne lide, siger Finn Slemming.

Man kan nemlig ikke kun smage whisky på whiskymessen. Her er alt lige fra øl til gin og til rom. Med så mange alkohol-valg kan det være svært at holde sig tilbage. Det er noget, Finn Slemming ser med sine egne øjne. 

- Hvis man har været her hele dagen, kan man jo se, hvordan folk udvikler sig. Folk har ikke helt den samme gangart, når de skal hjem igen herfra, fortæller han med et grin.