Hestesko hamstres midt i gaskrise

Flere tusinde heste kan måske komme til at gå rundt uden sko på, hvis den russiske gas forsvinder fra EU.

Tænk at gå rundt uden sko på.

Det bliver måske virkeligheden for omkring 170.000 heste i Danmark.

Det forudser landets største grossist på hestesko-området, Koldingfirmaet Ib Jessen Aps. 

- De tre største producenter af hestesko i Europa kører på gas. Det ene firma er ved at lægge om til strøm, men de to andre kører udelukkende på gas, fortæller direktør Ernst Jessen. 

Og det er netop gassen, der er problemet, for hvis russerne lukker for forsyningen af gas til Europa, kan det få problemer.

- Vi frygter, at der kan blive et leveringsproblem, hvis der bliver lukket for gassen, siger direktør Ernst Jessen.

Hvad er en hestesko?

  • En hestesko er et U-formet stykke jern, stål, aluminium eller andet materiale, som sidder fast på en hests eller et andet dyrs hov som en sko.


  • I folketroen blev en hestesko fundet på vejen  oprindelig regnet for et effektivt ondtafværgende middel mod spøgelser, troldtøj, hekse og folk med "onde øjne"

  • Hvis man hænger en hestesko op på en væg, er der nogle, der mener, at den skal hænge med buen nedad, for ellers løber lykken ud. mens andre mener den skal vende opad som en lykkens port.


Kilde: Lex.dk (Den Store Danske)

Den familieejede virksomhed leverer hver måned 40 til 50 tons hestesko til danske beslagsmede, der forsyner hestefolket med nye sko til de firbenede gangere.

Efterspørgslen har nået nye højder, efter at virksomheden har advaret kunderne om en mulig mangel på hestesko.

- Vi har halvvejs ferielukket og kører kun med halvt mandskab. Men lige nu ligger vi vandret og har mere end rigeligt at lave, siger Ernst Jessen.