Oversigt

Hjemmelavet strand i Dons bliver meldt til politiet

Eksempler på hærværk, hvor borgere selv indretter naturen efter deres egne lyster, bliver værre og værre. Det mener byrådspolitiker fra Kolding.

Seneste tilfælde er fra Dons Sø, hvor en grundejer har ryddet et hjørne af søen for træer og buske og lavet sin egen sandstrand. Og sø og bred er slet ikke hans, men tilhører kommunen, det vil sige os alle sammen.   

- Det er en overtrædelse af Naturbeskyttelsesloven i et helt uacceptabelt omfang, siger formanden for Natur, Miljø og Klima i Kolding Kommune, Jørn Chemnitz, SF.

Men som tingene står, risikerer den foretagsomme husejer højst en bøde.

- Hvis man nu kan forøge husets værdi med 500.000 kroner og får 40.000 kroner i bøde, så kan en gerningsmand grine hele vejen hen i banken, siger Jørn Chemnitz.