Højere energipriser rammer særligt én industri - millionregninger på vej

De stigende energipriser er særligt en udfordring for fødevareindustrien, der allerede har kostet milliarder af kroner. Det viser tal fra Landbrug & Fødevarer.

Du har nok allerede opdaget det, hvis du har kigget på din elregning inden for de seneste måneder.

Energipriserne er steget.

Det betyder ikke kun, at det er blevet dyrere for danskerne at få energi, men det betyder også, at det er blevet dyrere for industrien at producere varer og produkter.

quote

Den eneste mulighed, vi har, er at sende prisstigningerne videre til vores kunder.

Flemming Paasch, administrerende direktør i Easyfood

Og her er det særligt fødevareindustrien, der er hårdt ramt.

Det viser tal fra interesseorganisationen Landbrug & Fødevarer.

I fødevareindustrien, der dækker over blandt andet slagterier, bagerier og mejerier, er omkostningerne således øget med 2,6 milliarder kroner, hvilket svarer til en stigning på 15 procent af de samlede omkostninger for industrien.

Prisstigningerne ender hos forbrugeren

Ét af de steder, hvor man mærker prisstigningerne, er hos brødproducenten Easyfood i Kolding.

- Da vi i går mødte ind for at starte på et nyt år, regnede vi med, at vi havde et budget, som så fornuftigt ud, men vi må bare erkende, at vi allerede er kommet bagefter, siger Flemming Paasch, der er administrerende direktør i Easyfood.

Han fortæller, at Easyfoods budget er steget med 120 procent, ligesom udgifterne er steget med 50 procent siden september 2021.

Easyfood producerer blandt andet kanelsnegle.
Easyfood producerer blandt andet kanelsnegle.
Foto: Hans Lausten, TV SYD

Det betyder også, at der ligger en større regning, der skal betales - en regning i millionklassen.

Og det efterlader virksomheden i en ærgerlig situation.

- Den eneste mulighed, vi har, er at sende prisstigningerne videre til vores kunder, som jo også vil sende dem videre. I sidste ende vil det ramme forbrugeren, siger Flemming Paasch.

Bukker ikke under

Selvom det unægteligt er og bliver en dyrere tid at drive en fødevarevirksomhed i, så frygter interesseorganisationen Landbrug & Fødevarer ikke, at fødevareindustrien bukker under.

- Fødevarevirksomheder har det grundlæggende godt, og de er robuste. Men det er klart, at de virksomheder, som har det svært i dag, får det endnu sværere i morgen. Derfor handler det i høj grad om, hvor effektive vores virksomheder er, og vi har heldigvis nogle gode og effektive virksomheder i Danmark, siger Martin Brauer, der er cheføkonom i Landbrug & Fødevarer.

Easyfood er ved at bygge en tredje produktionslinje med en 45 meter lang ovn, som skal bage pølsehorn.
Easyfood er ved at bygge en tredje produktionslinje med en 45 meter lang ovn, som skal bage pølsehorn.
Foto: Hans Lausten, TV SYD

Om Easyfood er effektive og robuste nok til at modstå de stigende energipriser, må tiden vise.

- Vi havde jo håbet på, at det er noget, som er ovre efter første kvartal i år, men jeg hører, at det kan vare hele året ud. Det bliver dyrt for os, siger Flemming Paasch.