Det piber svagt fra det mudrede hul i jorden. Indsatsleder Arne Christensen er kaldt ud til sommerhusområdet Binderup Strand, hvor to hunde er forsvundet ned i en grævlingegrav.
- Vi er derude lidt i seks fredag aften og kan se, at ejerne har været i gang med at forsøge at få hundene ud, siger Arne Christensen, der er indsatsleder i TrekantBrand.
Hunden er helt sikkert stødt på grævlingen.
Det er to timer siden, at de to Jack Russell-terriere, Strik og Larsen, løb ned i grævlingegraven, og ejerfamilien har været i gang med at grave lige siden. Lige da brandvæsenet ankommer, får familien øje på den første hund. Den kan ikke bevæge sig i de smalle gange i grævlingegraven, men sønnen får fat i halsbåndet og trækker hunden ud. Det er Strik, og hunden er forbidt i hele hovedet.
- Den er noget forkommen, da vi får den ud, og den er helt sikkert stødt på grævlingen, siger Oscar Christensen, der ejer de to hunde.
Det har taget familien to timer at nå halvanden meter ind i grævlingegraven og trække Strik ud. Man kan stadig høre Larsens sagte piben fra hullet, men lyden bliver svagere og svagere.
Mere end fem meter inde
Der er flere indgange til grævlingegraven. En af dem er ude på græsarealet, hvor hundene blev luftet, inden de løb ned i grævlingegraven, men de andre er inde på nogle sommerhusgrunde i nærheden.
- Vi tager fat i en kloakmester, der har et kikkertkamera, så vi kan se ned i hullerne for at forsøge at få øje på hunden, siger Jens Erik Lind, der er brandstationsleder på Station Tyrstrup.
Kameraet kan nå fem meter ind i gangene. De er krogede og går i alle retninger, og brandfolkene fjerner flere brædder på en terrasse for at komme til en af de mange indgange. På billederne fra kikkertkameraet ligger flere hvide pelstotter, men der er ingen hund.
Vi troede ikke på nummer to, da vi havde været i gang så længe.
Lerjorden er kold og våd, og det er for tungt at grave videre med håndkraft. I stedet fortsætter gravearbejdet med en minigraver for at komme dybere ind i grævlingegraven.
Flyttet 10 kubikmeter jord
Larsens piben er stoppet. Der er gået tre timer siden brandfolkene ankom. Solen er forsvundet for længst, og de 11 brandfolk fra Tyrstrup Frivillige Brandværn har sat arbejdslamper op for at kunne se, hvad de laver.
- Vi troede ikke på nummer to, da vi havde været i gang så længe. Selvom dyrlægen havde sagt, at en hund ville kunne holde sig i live et par dage, så var der ikke meget håb. Gangene kunne også være faldet sammen, siger Oscar Christensen.
De har gravet i et område på fire gange to meter og er kommet ned på niveau med en af gangene i grævlingegraven. Nu skal kameraet ned for at se længere ind i de smalle gange, men pludselig lyder det fra en af brandfolkene:
- Er jeres hund hvid?
Medtaget og mudret
Brandmanden tager en mudret og våd hund op i armene.
- Der bliver helt stille, da han tager den op, for hunden bevæger sig ikke. Men den kigger op, og så begynder folk at klappe og juble. Det er en af de bedste oplevelser, jeg har haft i mine 35 år som brandmand, siger indsatsleder Arne Christensen.
Strik og Larsen var begge beskidte og meget trætte efter at have været på besøg i grævlingegraven, men er kommet til kræfterne igen hjemme hos deres ejere.
- De har det godt nu, selvom de har nogle skrammer efter mødet med grævlingen. De skal nok klare sig. De er nogle hårdføre små bæster, siger Oscar Christensen.