Husejer fik asfaltsvindlere bortvist

Med forårssolen er sæsonen for asfal-tsvindlere også begyndt. En husejer i Kolding måtte mandag bede politiet om at få svindlernes fjernet. Det skriver dagens.dk

Derfor advarer lokalpolitiet i Kolding nu mod falske asfaltarbejdere.

- Sæsonen er startet nu, fortæller Poul Steffensen fra lokalpolitiet i Kolding, til dagens.dk.

En husejer på Plovfuren i Kolding fik i sidste uge et godt tilbud fra nogle falske asfaltarbejdere. Og mandag ved 17.30-tiden troppede de så op og ville starte arbejdet i husejerens indkørsel.

- Men her var prisen steget betragteligt. Det ville husejeren ikke betale og bad dem om at forsvinde. Men det ville de ikke, forklarer Poul Steffensen.

Husejeren ringede efter politiet, der sendte en patrulje til stedet. Fire mænd ? to englændere og to rumænere - blev bortvist fra stedet.

Pas på asfaltsvindlerne, advarer lokalpolitiet.

- En ting man kan være sikker på er at prisen stiger og vi har eksempler på, at nogle har mistet over 100.000 kroner. Disse asfaltarbejdere gør ikke arbejdet færdigt og forsvinder på et tidspunkt siger Poul Steffensen til dagens.dk.

Husejeren på Plovfuren i Kolding havde efter politiets oplysninger ikke nået at betale penge til svindlerne.