I børnehaven spiser de edderkopper og bænkebidere: - De smager af chips og bacon

Som optakt til Naturens Dag på søndag, stod menuen i dag på edderkopper til de voksne og bænkebidere til børnene i frilandsbørnehaven Enghaven.

- Jeg spiste tre, siger femårige Ida Birkekær Pedersen.

- Jeg spiste hele tallerkenen, for de smagte af chips og bacon, siger veninden Freya Priisholm Andersen og bryder ud i grin.

De to piger går i Frilandsbørnehaven Enghøj i Vamdrup, hvor der i dag var edderkopper og bænkebidere på menuen som optakt til Naturens Dag på søndag, hvor temaet i år er ‘Vild i naturen’.

Børnene stod i kø, da der blev serveret stegte bænkebidere.
Børnene stod i kø, da der blev serveret stegte bænkebidere.
Foto: Line Sahl, TV SYD

 - Da vi så temaet, tænkte vi bare: Yes! Det er lige os. Vi er i forvejen meget i naturen, hvor vi spiser bænkebidere, laver mudderbad og duftevand af hybenroser, siger Anna Danielsen, der er pædagog i frilandsbørnehaven Enghøj.

Inspireret af video med naturvejleder

Naturens Dag er Danmarks Naturfredningsforenings og Friluftsrådets mærkedag for naturoplevelser. Formålet er at åbne naturen for børn og voksne, og det er en ambition, der passer perfekt til frilandsbørnehaven Enghøj. 

- Vi arbejder meget med fra jord til bord. Man kan kalde det gammel husmandspædagogik, hvor naturen er en del af dagligdagens begivenheder, lege og aktiviteter, siger Anna Danielsen.

Derfor tøvede hun heller ikke, da en kollega foreslog, at de skulle prøve at spise edderkopper. Inspireret af naturvejleder Jes Aagaard, der i en video af TV2 Lorry spiser en edderkop, kastede Anna Danielsen sammen med sin kollega sig over et edderkoppe-måltid foran børnehavens børn.

Pædagog Anna Danielsen spiser sammen med sin kollega en edderkop.
Pædagog Anna Danielsen spiser sammen med sin kollega en edderkop.
Foto: Line Sahl, TV SYD

Børnene får mere mod

Edderkopperne var forbeholdt de voksne, mens børnene fik lov at smage på stegte bænkebidere. For Frilandsbørnehaven Enghøj er dagens måltid blot ét ud af mange aktiviteter, der skal udfordre børnene og fordre en kreativ tankegang.

- Børn skal være kreative små mennesker, og vi skal gøre dem robuste. De mest tilbageholdende børn får måske lidt mere mod. Vi skal ikke overskride deres grænser, men vi må gerne prikke til dem, siger Anna Danielsen.

Det var denne edderkop, som pædagog Anna Danielsen spiste foran børnene i Frilandsbørnehaven Enghøj.
Det var denne edderkop, som pædagog Anna Danielsen spiste foran børnene i Frilandsbørnehaven Enghøj.
Foto: Line Sahl, TV SYD

Hun er frisk på, at edderkoppe-spisning sagtens kan ske igen, og børnene er langt fra skræmt over dagens vilde måltid.

-  Det var sjovt, og de var modige. Vi siger til vores mor og far, at det skal de også prøve, siger femårige Freya Priisholm Andersen.