Ti procent flere ansøgere: IBA i Kolding tiltrækker mange kommende studerende

IBA i Kolding har fået ti procent flere ansøgere end sidste år. Det er tre procent flere end landsgennemsnittet.

I alt 1322 har søgt IBA Erhversakademi Kolding som førsteprioritet i år. Det er 9,8 procent flere end sidste år. I runde tal ti procent. Og det er tre procent flere end landsgennemsnittet.

- Det kan vi da kun være tilfredse med. Jeg er dog lidt forsigtig med at udtale mig om, hvordan det ser ud med fordelingen på de forskellige uddannelser,  siger Niels Egelund, direktør på IBA.

IBA - Hvad er det?

IBA udbyder en lang række uddannelser, der har noget med handel og produktion at gøre. Finans, marketing, entreprenørskab og design, multimedier og produktionsteknologi.

Der er 1430 fuldtidsstuderende og 3200 på efter- og videreuddannelse.

IBA tilbyder 10 forskellige uddannelser. Nogle af dem har loft over, hvor mange der må gå i gang. Hvis uforholdsmæssigt mange søger en uddannelse, hvor der er loft, må IBA sige nej tak til de nye studerende.

- Vi skal se nærmere på tallene de nærmeste dage, og når de studerende får besked senere på måneden, skal vi til at tage en snak med dem om, om de ikke kunne tænke sig en anden af vores uddannelser, hvis de ikke kan komme ind på den, de oprindeligt valgte. De seneste år har det dog passet meget godt, siger direktør Niels Egelund.

Der har været talt om, at lige netop de studerende i år har været stimuleret til at gå i gang med det samme, når nu coronavirusset forhindrede, at de kunne se Machu Pichu, Great Coral Reef eller Kilimanjaro i år. Den køber rektor ikke.

En ikke ked af det rektor for IBA i Kolding.
En ikke ked af det rektor for IBA i Kolding.

- Når man ser på, hvor mange unge, der tager et sabbat år efter gymnasiet, så er det så mange, at det ikke kan være den eneste forklaring, siger Niels Egelund.

Det må man sige ja til. På trods af mange års væg-til-væg gardinprædikener fra politikere og erhvervsliv om at komme hurtigt i gang med en uddannelse efter gymnasiet, og det kan kun gå for langsomt, har 75-80 procent af de unge taget et eller flere sabbatår. Og det får jo stigningen i ansøgninger i år til at blegne.

- Jeg tror snarere, at vi på IBA er blevet mere kendte med årene. Vi har jo kun ti år på bagen, hvor universiteterne har 500. Jeg tror også, at vores nye bygning har gjort os mere kendte, siger Niels Egelund, direktør på IBA.

- Vi havde også rigtigt mange kvote2-ansøgere. Ansøgningsfristen var 15. marts, så mange af dem må være skrevet, før coronakrisen brød rigtigt løs.