Ikke tilfredse med 320.000 kr. i erstatning

De tre drenge fra Kolding, som var ofre for et justitsmord i sagen om en påstået voldtægt på Fredericia Banegård, er blevet tilbudt 320.000 kr. hver i erstatning. Men de vil alle tre klage til Rigsadvokaten for at få erstatningen sat op.

Sharif Saloni sad i fængsel i over et år, og de to andre nåede også at afsone adskillige månder. Derfor mener Salonis advokat, Mette Grith Stage, Horsens, at erstatningerne i stedet bør være det dobbelt til hver.

- Vores erstatningskrav er ikke til fulde imødekommet. Taksten for uberettiget fængsling er per dag 700 kroner. I sædelighedssager forhøjes dette beløb med 25 procent. Vi kræver dog mere. For drengene har ikke kun været fængslet. De har afsonet en lang straf og blevet uretmæssigt dømt ved to retsinstanser. For dem har krænkelsen været ekstra stor, siger Mette Grith Stage til Fredericia Dagblad.

Dømt to gange

Det er statsadvokaten, der har fremsat tilbuddet om en erstatning på 320.000 kr. for uberettiget fængsling.

De tre drenge blev dømt i både byret og landsret for at have voldtaget en dengang 15-åige pige på toilettet på Fredercia Banegård.

Skjult kamera

Sagen blev taget op i Den Særlige Klageret, da en storebror til en af de dengang dømte med skjult kamera afslørede, at pigens anmeldelse var løgn. Pigen, der i dag bor i Vejle, er nu tiltalt for falsk forklaring i retten og for falsk anmeldelse.