Iskold start på søndagen

Kold begyndelse på søndagen med temperaturer omkring frysepunktet. Mental varme i vente senere på dagen.

Det bliver en anelse koldere søndag, end det var først på weekenden. Dog kan solen titte frem i Syd- og Sønderjylland i løbet af dagen. 

- Der kommer sol på himlen, men det er mere mental varme, mener meteorolog Per Christiansen fra TV 2 Vejret.

Han fortæller, at der fra morgenstunden vil være frost, og at det vil være iskoldt at komme udenfor.

quote

Der kommer sol på himlen, men det er mere mental varme.

Per Christiansen, TV 2 Vejret

- Vinden kommer op over os fra Østeuropa, og temperaturerne kommer til at ligge lige under og lige på frysepunktet hele søndagen, fortæller han.

Vinden bliver let til frisk fra sydøst, ved kysterne op til hård vind. Temperaturerne vil ligge mellem tre graders frost og frysepunktet, og det vil føles koldere som følge af vinden.

Mandag ryger temperaturen atter i plus. Først natten til torsdag skulle nattemperaturen igen komme under frysepunktet.

Vejdirektoratet advarer mod glatte veje på udsatte steder i Vejle Kommune. I resten af Syd- og Sønderjylland er der ingen meldinger om glat føre.