Isskulpturer er blevet en af Sørens leveveje - men nu vil han snart have mindre at lave

Is fylder meget i Søren Cip Nielsens liv og har gjort det i mere end 30 år. Isskulptøren fra Stepping har mange arrangementer i kalenderen de kommende måneder, men han er i en alder af 66 år også begyndt at tænke over fremtiden.

Billedhugger Søren Cip Nielsen har travlt for tiden. Rigtig travlt.

Han har i flere årtier lavet skulpturer af is og kurateret udstillinger, og vinteren er den tid på året, hvor der er mest at lave.

I december har han en lang række arrangementer - blandt andet lørdag til Nordborg Isskulptur Festival, mens han senere på måneden også skal til Aabenraa og til Isfestival i Give.

40 ton isblokke om året

For at finde frem til det, der blev startskuddet på Søren Cip Nielsens til tider travle isskulpturkarriere, skal vi tilbage til 1989. 

Søren Cip Nielsen har siden 2007 produceret sine egne isblokke.
Søren Cip Nielsen har siden 2007 produceret sine egne isblokke.
Foto: Privatfoto

Dengang boede han i København, hvor han allerede arbejdede som billedhugger. Han havde dog aldrig arbejdet med is eller sne før. Det blev dog hurtigt ændret.

Søren Cip Nielsen blev lokket med til først et sneskulpturarrangement i Frankrig og sidenhen et lignende i Norge, og så var interessen vakt.

Søren Cip Nielsen

Søren Cip Nielsen er 66 år gammel.

Han flyttede i 1990 fra København til Højer. Ti år senere rykkede han til Stepping, hvor han bor i dag og har sit 240-kvadratmeter store værksted.

I vinterhalvåret har han mest gang i projekter med is, men derudover arbejder han også med bronze, træ og sten.

Arrangementet Ice For Kids er det, som Søren Cip Nielsen er mest ude med hvert år. Han har cirka 30 Ice For Kids-workshops årligt, hvor børn kan prøve kræfter med at lave en isskulptur.

Han har fået tre internationale førstepræmier gennem årene - en for sin isskulptur "The Temple" ved en konkurrence i Frankrig samt to for sneskulpturer.

Den interesse har gennem årene vokset sig større, og i dag har billedhuggeren tre ismaskiner, hvor han i gennemsnit om året producerer 40 ton isblokke, der bliver brugt til isskulpturer.

Olympiske lege

USA, Canada, Japan, Frankrig, Norge.

Det er blot nogle af de lande, som den 66-årige skulptør har været i for at lave isskulpturer. Og særligt to arrangementer stikker ud, når man lader øjnene glide ned over Søren Cip Nielsens CV.

Vinter-OL i Albertville i Frankrig i 1992 og vinter-OL i Lillehammer i 1994. 

Skulpturen "The Temple" gav Søren Cip Nielsen en førsteplads ved isskulpturkonkurrencen Les Vernes i 1999. Inde i skulpturen var der symboler fra mange forskellige religioner med.
Skulpturen "The Temple" gav Søren Cip Nielsen en førsteplads ved isskulpturkonkurrencen Les Vernes i 1999. Inde i skulpturen var der symboler fra mange forskellige religioner med.
Foto: Privatfoto

Her havde man sideløbende med de olympiske lege også gang i en såkaldt "art games", og her var isskulptøren med.

- Det er lidt sjovt, fordi man glæder sig til at være med, men når man først er i det, så er det, ligesom hvis det var alle mulige andre steder, fortæller han.

Arbejde i døgndrift

Det er dog ikke altid en dans på roser at transformere en isblok til en skulptur, og Søren Cip Nielsen fortæller, at han kender flere, der har fået forfrysninger, når de har deltaget i store isfestivaler, som den berømte Harbin Ice Festival i Kina.

Her står kunstnerne nemlig flere dage i minusgrader og arbejder med isskulpturerne.

Der kan være mange forskellige redskaber i brug, når man laver isskulpturer såsom en mejsel, en gasbrænder og her en motorsav.
Der kan være mange forskellige redskaber i brug, når man laver isskulpturer såsom en mejsel, en gasbrænder og her en motorsav.
Foto: Privatfoto

Helt så galt er det dog aldrig gået for skulptøren fra Stepping ved Christiansfeld. Men han har dog prøvet at blive presset helt ud til grænsen i forbindelse med en sneskulpturfestival i Japan.

- Vi var tre mand og havde tre døgn. Den sidste morgen, da vi skulle være færdige, blev jeg ramt af træthed. Jeg frøs i situationen og kunne ikke flytte mig. Vi havde haft et døgn, hvor vi næsten ikke sov, fortæller han og understreger, at det er en af grundene til, at han foretrækker at arbejde med is frem for sne.

- Der er forskel på sne- og isskulpturer. Sneskulpturer er sindssygt hårde at lave.

Ice Team

Billedhugger Søren Cip Nielsen skabte i 1989 Ice Team, som oprindeligt hed Dansk Sne- og Isskulptur Team.

Han har 30 kunstnere tilknyttet, som deltager i de symposier, som han er kurator for - blandt andet i Nordborg, Give og Kolding.

Ice team fremstiller cirka 40 ton gennemsigtige isblokke om året, blandt andet Europas største kunstigt fremstillede isblokke, som vejer cirka 600 kilo og måler 60 x 80 x 120 centimeter.

Selvom Søren Cip Nielsen eksempelvis tidligere har været hyret af Den Blå Planet i København til at lave en isskulptur af fisken Dory fra Disney-filmen Find Dory, så laver han for det meste abstrakte værker.

- Jeg er meget glad for engle, dem kan jeg fabulere med, som jeg vil. Jeg laver abstrakte ting, som jeg kalder engle, fortæller Søren Cip Nielsen. Her er det en engel i Hadsten fra 2018.
- Jeg er meget glad for engle, dem kan jeg fabulere med, som jeg vil. Jeg laver abstrakte ting, som jeg kalder engle, fortæller Søren Cip Nielsen. Her er det en engel i Hadsten fra 2018.
Foto: Privatfoto

- Når jeg bygger det op abstrakt, så arbejder jeg efter, hvad der sker, når det smelter, siger han.

Vil have mindre at lave

Den seneste tid er billedhuggeren dog begyndt at overveje, hvad der skal ske i fremtiden.

quote

Jeg bliver snart 67 år og har brug for at have lidt mindre at lave

Søren Cip Nielsen, billedhugger

Han har skruet ned for de aktiviteter, hvor han selv er ude og lave skulpturer, og fokuserer mere på at kuratere udstillinger og lave "Ice For Kids".

Derudover får isskulpturmuseet 'Iskunsten' i Thyborøn to af hans ismaskiner til foråret.

- Jeg bliver snart 67 år og har brug for at have lidt mindre at lave, siger han.

Den tanke kan man måske godt følge, hvis man tager et kig i skulptørens kalender de kommende måneder. 

- December er jo en frygtelig travl måned for mig, hvor der er arrangementer hver weekend. I december næste år har jeg allerede fire events i kalenderen, fortæller Søren Cip Nielsen, som også allerede har fyldt alle dage i vinterferien ud med events.