I løbet af få dage lander en ansøgning om at etablere Nordeuropas største solcellepark i Viuf lige nord for Kolding hos Kolding Kommune, skriver JydskeVestkysten.
Der er politisk opbakning til den store solcellepark efter møder med borgere og repræsentanter for både Kolding og Vejle Kommuner.
- Arbejdsgruppen har arbejdet længe - i flere år - på projektet. Vi har haft nabodialoger på kryds og tværs, så vi er klar til at sende en ansøgning nu, siger projektudvikler ved Better Energy, Anders Nielsen, til TV SYD og fortsætter:
- Det betyder selvfølgelig ikke, at der ikke er utilfredshed eller usikkerhed hos nogle, men vi har forsøgt at få en dialog og høre alle interessenter, siger han.
I forbindelse med anlæggelse af solcelleparken bliver der også anlagt rekreative områder på omkring 130 hektar omkring selve solcelleparken.
- Her kommer der stor biodiversitet - langt mere end der faktisk er nu - så der kommer også masser af natur tilbage til borgerne derude, siger Anders Nielsen, der bekræfter, at ansøgningen om anlæggelse af solcelleparken bliver sendt afsted til Kolding Kommune i løbet januar.
Solcelleanlægget skal levere strøm til 50.000 hustande og forventes at stå klar ved udgangen af 2023 eller begyndelsen af 2024.