Kasper Asgreen vandt Tour-revanchen i Struer

Efter et dramatisk opløb kom Kasper Asgreen tirsdag aften først over målstregen i Struer.

Koldingrytteren Kasper Asgreen var blandt de fem danske Tour de France-deltagere, som stillede op i Struer i gadeløbet "Le Tour Revanchen" efter tre ugers strabadserpå belgiske og franske landeveje.

Kasper Asgreen stillede op sammen med Lars Bak, Michael Mørkøv, Michael Valgren og Mads Würtz Schmidt til start til et løb, der havde trukket mange tilskuere ud i Struers snævre gader.

Kort før målet og opløbet var fem ryttere sluppet fri af feltet, da Jacob Hindsgaul styrtede i et skarp sving og sinkede Michael Mørkøv og Mads Würtz Schmidt.

Dermed blev spurten en kamp mellem tre ryttere, hvor Kasper Asgreen på stregen slog Tour-kollega Michael Valgren og Jeppe Aaskov Pallesen.

Du kan se alle tider og placeringer i "Le Tour Revanchen"  her.