KIF satte stor føring til

Billetten til DM-finalen var søndag nær gledet ud af hænderne på KIF Kolding København, der i anden halvleg var ved at sætte en solid samlet føring på 10 mål over styr mod et hårdt kæmpende Skjern-mandskab.

Det endte med et knebent nederlag på 20-21 til Skjern, efter at KIF Kolding ellers havde været komfortabelt foran med hele syv mål ved pausen.

- Vi spillede en fantastisk god første halvleg og havde utrolig godt styr på dem. Det var de syv måls forspring, der gjorde, at vi kunne tage det relativt roligt i anden halvleg.

- Det viste sig i anden halvleg, at vi ikke havde så mange bagspillere. Bo Spellerberg var ude med karantæne efter det røde kort, og Lasse Boesen skulle helst ikke på banen, fordi han har en mindre skade.

Sovepude

- Og Kim Andersson kunne ikke skyde. Så til sidst havde vi stort set ikke flere spillere, og dem vi havde, de var trætte, siger Kolding-keeper Kasper Hvidt.

KIF Kolding gik samlet videre til DM-finalen - to mål bedre end Skjern - men så tæt burde det aldrig være blevet, mener Kasper Hvidt.

- Den store føring blev en sovepude for os. Og Skjern kastede alt over styr, og så fik de held med det.

Lidt for spændende

- Samtidig begyndte deres målmand at redde nogle bolde, og dommeren begyndte lige pludselig at dømme passivt spil mod os med 12 minutter igen på trods af, at det ikke var blevet dømt tidligere i kampen, siger Kasper Hvidt.

KIF Kolding-træner Peter Bredsdorff-Larsen mener da også, at det blev lidt for spændende til slut.

- Det blev tæt. Vi ville da gerne have bevaret den føring, vi havde ved pausen. Men det ville næsten også have været for meget at forlange. Vi spillede et brag af en første halvleg.

- Jeg har kæmpe respekt for den indsats, der er blevet ydet af drengene, som har knoklet som sindssyge. Vi har flere folk, der burde være blevet hjemme.

- Undervejs havde vi nogle, der nærmest ikke kunne skyde, så det var en fantastisk krig og fight, mener Peter Bredsdorff-Larsen.

I DM-finalen skal KIF Kolding møde Aalborg Håndbold, der slog Mors-Thy ud.