Kirke vil have erstatning fra teenagere for hærværk og indbrud

Fire drenge er sigtet i sagen om indbrud og hærværk i Tyrstrup Kirke. Nu vil kirken have erstatning.

Et kors var ødelagt, en gammel familiebibel revet i stykker og overhældt med vand mens to bærbare computere og nogle kontanter var blevet stjålet. Det og meget andet var resultatet af nogle unge drenges besøg i Tyrstrup kirke i sidste uge.

quote

Det drejer sig om rigtig mange penge, og dem skal vi ikke betale af egen lomme.

Annette Wiuf Christensen, præst

Nu er fire drenge sigtet i sagen, skriver Jydskevestkysten.

- Det er rigtig fint, at de er fundet. Det betyder, at vi har et sted at rette vores erstatningskrav mod, siger Annette Wiuf Christensen, kirkens præst, til TV SYD. 

De fire drenge har i alt begået tre indbrud, men det er ikke alle, der er sigtet i alle indbrud. Drengene har været ude i mindre grupper på kryds og tværs.

Tre af drengene er 15 år, mens den sidste er 14 år. Men drengens alder er ikke relevant, mener præsten.

- Jeg har sådan set ingen holdning til deres alder, siger Annette Wiuf Christensen.

- Det drejer sig om rigtig mange penge, og dem skal vi ikke betale af egen lomme, siger hun.

De fire drenge er desuden sigtet for indbrud på biblioteket ved Christiansfeld Skole og hos Danmarks Civile Hundeførerforening. Politiet vil ikke oplyse, om de fire drenge har erkendt sigtelsen.