TV der bevæger dig

Klaus Riskær konkurs

Retten i Kolding erklærer Klaus Riskær Pedersen konkurs. Han overvejer, hvordan han vil forholde sig til afgørelsen.

Bankerne fik opfyldt deres krav.

Klaus Riskær Pedersen har foreløbig fået 14 dage til at finde en løsning eller komme med pengene.

Ellers overgår hans formue, som Riskær selv opgør til 50 millioner kroner, til konkursboet.

Kravet om konkurs blev rejst af Danske Bank, Sydbank og VB Finans Holding - der nu er overtaget af Nationalbanken.

De kræver 41 millioner kroner plus 10 års renter - i alt 78 millioner kroner.

For nylig sagde Klaus Riskær Pedersen, at han ikke ville rejse sig igen, hvis det blev til endnu en personlig konkurs. Men selvom det nu er resultatet af mandagens retsmøde i Kolding, så har Riskær fået kampgejsten tilbage.

- Jeg vil gerne trække den udtalelse tilbage. Jeg lægger mig aldrig ned. Men jeg forlader Danmark, siger Riskær, som flytter til Frankrig, når han har udstået sin straf i Sønder Omme Statsfængsel.

Og der skal heller ikke gå længe, før Riskær stifter et nyt selskab, siger han.

Et tilbud

Riskær siger umiddelbart efter dommen, at han vil forsøge at undgå konkurs ved at tilbyde bankerne et tocifret millionbeløb nu og et tocifret millionbeløb senere.

Men hvis det mislykkes, så har den bedrageridømte iværksætter ikke tænkt sig at trække sagen i langdrag ved at kære til landsretten.

- Det vil jeg ikke spilde tid på, siger han.

Konkurs igen

Klaus Riskær Pedersen blev allerede erklæret personligt konkurs tilbage i 1992, efter at han gik ned med sit selskab Krepco Holding i 1991. Da Riskær hæftede personligt via en kaution for gælden i selskabet, endte det med en personlig konkurs.

Flere banker har haft penge til gode hos Riskær siden. Og de er nu gået i retten for at få fat i Riskærs penge, efter at det i sidste måned kom frem, at finansmanden havde købt en ejendom midt i København til 50 millioner kroner.

Blå bog

 *Klaus Riskær Pedersen er født den 24. april 1955.

 *Han er bedrageridømt iværksætter, forfatter og tidligere EU-Parlaments medlem for Venstre. Har desuden været TV-vært på TvDanmark programmet Hyret eller Fyret i 2005.

 *Klaus Riskær Pedersen har blandt andet stået bag flere investeringsselskaber, en ostehandel, Kanal 2 og internetudbyderen Cybercity.
De seneste aktiviteter omfatter etableringen af firmaet CopyGene, som tilbyder at opbevare blod fra navlestrengen samt Iværksætterfabrikken, et slags kontorhotel for iværksættere. Senest er han involveret i Hjemmehjælpen ApS og Tracktesting.com, som giver kunstnere og pladeselskaber mulighed for at teste ny musik hos publikum.

 *Klaus Riskær Pedersen har også flere straffesager på cv'et - senest blev han i 2008 idømt seks års fængsel for bedrageri og mandatsvig og begyndte sin afsoning den 8. oktober samme år. Kort tid efter udgav han en bog - Ankomsten - om sin først tid som indsat.

 *Riskær har været gift to gange og har tre sønner.