Kolding har landets næsthøjeste smittetal - men borgmester vil alligevel genåbne de mindre byer

Borgmesteren i Kolding vil kigge længere ned end blot kommunegrænser. Han mener, at man bør kigge på de enkelte byer ved en eventuel regional genåbning.

Postnummeret 6000 er omdrejningspunktet i Kolding Kommune, hvis der skulle komme en regional åbning af samfundet. Det mener Koldings borgmester, der trods det næsthøjeste incidenstal i Danmark vil åbne op for byer i sin kommune.

- Jeg mener, at hvis man taler om regional åbning, så skal postnummeret 6000 lukkes ned med det smittetal, der er lige nu, og de andre postnumre kan så holde åbent, siger borgmester i Kolding Jørn Pedersen (Venstre).

Der har de seneste par dage været tale om, at regeringen bør genåbne dele af samfundet. I dag pustede SF til den idé med et ønske om at genåbne for skolerne og mindre butikker, fortalte Pia Olsen Dyhr i et interview med DR.

Det samme gør Koldings borgmester, der ikke vil forbigås, hvis der kommer regionale åbninger.  

Siden tirsdag er 44 ud af de 46 personer, der er testet positiv med covid-19 i kommunen, bosiddende i postnummer 6000 Kolding. Derfor mener borgmesteren, at man godt vil kunne åbne op uden for Kolding på samme måde, som hvis man åbner op i enkelte kommuner udenfor København.

- Vi skal huske, at en vestegnskommune dybest set er en forstad til Kolding. Så skulle vi kunne åbne Vamdrup, Christiansfeld, Lunderskov og alle landsbyerne – og ikke Kolding by, mener han. 

Ikke realistisk

Men den idé er ikke realistisk, hvis man spørger virolog, Allan Randrup Thomsen. Det ville det heller ikke være, hvis man, som borgmesteren påpeger, åbner kommuner på vestegnen udenfor København.

- Umiddelbart tror jeg, det vil være svært at administrere så små enheder. Der er sandsynligvis en pendlertrafik, som gør det svært at afgrænse enheden. Så det kan tale imod at gå på små enheder, forklarer virologen. 

Det vil jeg umiddelbart ikke se som en realistisk plan, siger Allan Randrup Thomsen om Jørn Pedersens idé om at åbne byer i kommuner.
Det vil jeg umiddelbart ikke se som en realistisk plan, siger Allan Randrup Thomsen om Jørn Pedersens idé om at åbne byer i kommuner.
Foto: TV2

I stedet er det mere realistisk med en åbning, der omfatter et større geografisk område, lyder det fra Allan Randrup Thomsen.

- Jeg tror, vi taler om åbninger på regionalt plan, hvor man kan tage en klump af kommuner, der hører sammen, og som har nogenlunde samme smittetryk og så sige, nu kan I åbne op. Jeg tror, det her vil være for mikromiljøagtigt, siger han.  

Lynhurtig stigning

I Kolding begyndte smitteudbruddet med en mor og to børn, der blev testet positive for halvanden uge siden. Da var incidenstallet i Kolding omkring 50. 

I dag onsdag er incidenstallet på 190,3 smittede pr. 100.000 indbygger i Kolding kommune.

Stigningen kommer, efter at der er fundet store smitteudbrud på tre skoler i Kolding. Munkevængets Skole lukkede man helt ned i torsdags, mens klasser på Brændkjær Skole og Bramdrup Skole er sendt hjem. 

- Det viser, at vi skal være på vagt hele tiden. Bedst som vi tror, at nu er vi alle på vej mod genåbning, så rammes vi lige pludselige af sådan nogle tal, siger borgmester i Kolding Jørn Pedersen. 

Det er netop udbrud som disse, hvor man skal være hurtig til at reagere, hvis man vælger at genåbne regionalt, lyder det fra ham. 

- Vi skal være klar til at lukke hurtigt ned og så åbne igen. Det tror jeg sagtens, man kan styre.

Udvidet smitteopsporing

I Kolding har kommunen taget nye metoder i brug på bagkant af den seneste uges hændelser med nedlukningen af Munkevængets Skole og hjemsendelse af klasser på Brændkjær Skole og Bramdrup Skole.

Normalt har kommunen 30 personer ansat til at hjælpe Styrelsen for Patientsikkerhed med smitteopsporing. Efter den seneste stigning har kommunen valgt at uddanne yderligere 50 personer til at hjælpe med smitteopsporingen. Heriblandt er der lærere, som har tæt kontakt til skolerne, så man kan opspore smitten effektivt. 

Borgmesteren er ikke urolig trods den alvorlige situation, lyder det fra ham. 

- Om en uge ser det helt anderledes ud. Lige nu er det jo få dages høj koncentration, der gør, at vi ligger ekstremt højt på en uges måling, siger han.