Kolding IF må sige farvel til første division efter målgyser

Trods en sejr på 2-0 9hjemme over Skive IK rykker Kolding IF ned i 2. division efter to sæsoner i den næstbedste række.

Efter 78 minutter tændte Mads Eriksen ellers håbet om overlevelse, da han bragte Kolding IF foran 1-0. Håbet blev ikke mindre, da Adam Jakobsen syv minutter senere øgede til 2-0 på straffespark.

I de næste minutter brændte Kolding IF to store chancer, der kunne have betydet redning på en bedre målscore end Vendssyssel.

Det nyttede dog ikke noget, da Vendsyssel i Hjørring besejrede Fremad Amager med 2-1.

Både Kolding IF og Vendsyssel slutter begge på 32 points og en målscore på minus 18 - men Vendsyssel redder sig på flest scorede mål i alt. 

Vendsyssel trænes af den tidligere landsholds- og Esbjergspiller Michael Schjønberg.

Skive rykker ned sammen med Kolding IF.

Corona-svækket hold

Det var iøvrigt et corona-svækket hold , som Kolding IF torsdag aften sendte på banen mod Skive IK. 

Både Christian Kudsk og Mathias Bonde blev testet positive mandag. Virussen har siden ramt Daniel Thøgersen, der måtte gå i karantæne i går. På baggrund af et forsigtigheds-princip var hverken Jeppe Hansen, Sebastian John, Jacob Torp eller Mathias Høgsholt med i truppen i dag.

Alligevel kæmpede Kolding IF en brav kamp - og måtte altså se nedrykningen i øjnene med den mindst mulige margin.

Fodboldstatus

Dermed har Syd- og Sønderjylland følgende hold med i de to øverste rækker (mænd). 

Superligaen: Vejle og Sønderjyske.

1. division: AC Horsens, FC Fredericia og Esbjerg fB