Kolding Kommune opsiger to private hjemmeplejer

Det er firmaerne Attendo og Trekantens Pleje og Rengøring, som Kolding Kommune i dag har meddelt, er blevet opsagt.

Det sker efter en turbulent tid med flere konkurser i den private hjemmepleje i Kolding og også i Fredericia. Seniorudvalget i Kolding Kommune skal nu udarbejde et oplæg til et nyt udbud på hjemmeplejeområdet.

-Det udbud, et enigt byråd lavede i 2013, har simpelthen ikke været godt nok. Det har medført usikkerhed for borgere og det frie valg mellem fire private udbydere, er ikke længere til stede, efter to af dem er gået konkurs, siger Socialdemokraternes gruppeformand, Christian Haugk, i dag.