Koldings kartoffelkur skal fylde kassen

Lån og nedskæringer skal forbedre Kolding Kommunes kassebeholdning, som er den dårligste i landsdelen.

Kolding Kommune ligger i et smørhul med skov, strand og vækst. Alligevel er der lavvande i kommunekassen.

Derfor vedtager Kolding Byråd tirsdag at låne 70 millioner kroner, hvoraf de 20 millioner lægges direkte i kassen for at styrke likviditeten.

Det er tiltrængt. De seneste kommunale nøgletal viser, at Kolding har den ringeste likviditet i Syd- og Sønderjylland, og kun syv af de 98 danske kommuner har færre penge. Alligevel er borgmester Jørn Pedersen (V) ikke bekymret.

- I 2019 lå vi til et underskud i omegnen af 100 millioner kroner. Men om en lille måned offentliggør vi et årsregnskab, der tegner til et plus på godt 50 millioner. Det viser, at vores spareplan har virket, siger Jørn Pedersen.

Hestekur og tilflytning

Han henviser til den hestekur, Kolding Kommune har sat sig selv på. Kuren indebærer landets højeste skattestigning på 0,5 procent og et ansættelsesstop, og det er varslet, at 141 kommunale job bliver nedlagt. 

Borgmesteren erkender, at det ikke kan undgå at gå ud over kommunens serviceniveau. Samtidig har Kolding Kommune et erklæret mål om at få langt flere tilflyttere.

- Vi har ikke kunnet tiltrække nye borgere i samme fart, som eksempelvis Vejle Kommune har gjort. Men det satser vi på, og der er sat gang i byggeriet af 3000 nye boliger, siger Jørn Pedersen.

Heller ikke fra erhvervslivet er der kommet lige så mange skattekroner, som de får ind i kommuner som Vejle og Billund.  

Frygt i folkeskolen

Ikke mindst ude på skolerne krydser man fingre for, at det ikke bliver nødvendigt med flere sparerunder i Kolding. Det har været nogle hårde måneder, siger Anders Petersen, som er formand for Kolding Lærerkreds. 

- Vi har jo været ramt af spareplaner flere gange. Senest var der en prikkerunde i foråret 2019, og her i januar var der så en ny runde fyringer. Det rammer 15-16 lærere i denne omgang, og det skaber frygt for flere sparerunder, siger Anders Petersen. 

quote

En lærer sagde til mig: "Jeg er gået over til at lukke ørerne, for jeg kan ikke holde ud, at vi snakker budget og økonomi hele tiden".

Anders Petersen, formand for Kolding Lærerkreds

Han oplever, at mange lokale lærere er bekymrede.

- For nylig mødte jeg et medlem, som sagde "Jeg er gået over til at lukke ørerne, for jeg kan ikke holde ud, at vi snakker budget og økonomi hele tiden. Og det er kun nedskæringer, nedskæringer og nedskæringer. Man tænker, "Hvornår bliver det mig?", siger Anders Petersen.