Kolliderede med bilist: Motorcyklist alvorligt kvæstet

En motorcyklist blev alvorligt kvæstet tirsdag ved en trafikulykke på landevejen mellem Sjølund og Hejls, sydøst for Kolding. Det skriver Newsbreak.dk.

En 30-årig mand kom ved 15.40-tiden tirsdag kørende ad Grønninghovedvej og ville dreje ud på Vejstruprød Landevej

- Vore foreløbige undersøgelser viser, at bilisten ikke overholdt sin ubetingede vigepligt, fortæller Carsten Andersen fra lokalpolitiet i Kolding til Newsbreak.dk.

Bilisten kørte ud foran en motorcykel, der blev ført af en 46-årig mand fra Kolding-området.

- Motorcyklisten blev alvorligt kvæstet. Han pådrog sig ganske alvorlige skader på benet, siger Carsten Andersen og understreger, at skaderne ikke er livstruende.

Den 30-årige bilist slap uskadt fra ulykken.