Kom - og se mine billeder

En ung kvinde fra Kolding har lejet en hal og arrangeret en begivenhed  for fortografer, modeller og stylister. Alt sammen for at prøve sine drømme af.  

Mette Klitgård - med kunstner-navnet Ragno Nero - drømmer om at blive fotograf. Den 20-årige koldingenser er under uddannelse til multimedie-designer, men hun jagter ihærdigt en elevplads som fotograf. Derfor har hun samlet 60 fotografer, modeller og stylister til at møde op i Bramdrupdamhallen i Kolding.
 

Noget, man brænder for

- Jeg brænder for at tage billeder og synes, det er mega fedt. Og så er det egentligt bare at forfølge den drøm, siger hun. Nogle gange er der ting i ens liv, man virkelig brænder for.

Mette Klitgård har arbejdet frem mod denne dag i flere måneder. Hun ringede rundt og fik god respons tilbage fra folk, som var villige til at bakke op omkring arrangementet. I sidste ende har hun besluttet, hvorledes det skal foregå. Hun siger, at hun har brugt det seneste års tid på at finde sin plads her i verden, og hun er nået frem til, at hun vil gøre de ting, hun finder spændende. Det fik hende sidste efterår til at tage tre jobs for at få råd til at få en uddannelse, og hun ville være multimedie designer.

Siden har hun fundet ud af at hun vil være fotograf. Hun har arbejdet med freelance fotografering i et års tid, og har lejet hallen i Bramdrupdam, så alle interesserede modeller og fotografer kan mødes, tage billeder og skabe de kontakter, der er så vigtige indenfor dén branche.