Kometstjernen Mumle finder balancen mellem musikkens spotlight og livet i stalden
Med dybe rødder i den jyske muld og et liv formet af tilfældigheder, er Julia Kathrine Hansens – bedre kendt som Mumle – sang "Det modsatte" blevet en af Danmarks mest streamede sange i 2024.
Iført flyverdragt og gummistøvler er Julia Kathrine Hansen i færd med at rede sin hests manke.
– Her slapper jeg af og finder indre ro, siger hun.
Det står i skarp kontrast til det, offentligheden kender hende for. Det er hun udmærket klar over, men i Vamdrup, 12 kilometer fra Kolding, finder hun fred og lader op.
Jeg håber virkelig, jeg kan starte en trend med livet på landet.
Julia Kathrine Hansen, Mumle.
– Man kan godt få lidt storhedsvanvid af det her liv, så det betyder meget for mig at komme hjem, siger Julia Kathrine Hansen.
De fleste kender hende som sangeren Mumle, og hendes rejse fra Vamdrups hestestald til toppen af Spotify har været præget af tilfældigheder.
Drømme i støvet
Som ung drømte Mumle om en karriere inden for ridning og var tæt på at flytte til Tyskland for at leve af sporten. Men en hofteskade satte en stopper for drømmene.
– Så måtte jeg tænke anderledes, fortæller hun.
Da hun startede på handelsskolen, voksede en ny drøm frem.
– Jeg havde mange gode idéer og overvejede iværksætteri, siger hun.
Musikken stod slet ikke først for. Faktisk var det hendes plan C.
– Musikken blev mit helle, når skolen blev kedelig, siger hun.
I dag er musikken hendes levevej, og som 21-årig er hun den eneste kvinde på Spotifys top-ti-liste over mest streamede sange. Det skyldes ikke mindst hendes hit "Det Modsatte", som ifølge hende selv er blevet en succes, selvom det bryder med konventionelle sangskrivningsregler.
– Specielt omkvædet er ikke skrevet med rim, men folk har taget rigtig godt imod det, siger hun.
En jordnær stjerne
Trods sin kometkarriere forbliver Mumle forankret i sin jyske baggrund.
– Mange tror, jeg joker, når jeg siger, jeg elsker at gå i flyverdragt og rense mine hestes hove, men det er sandheden, fortæller hun med et grin.
Hun sammenligner ofte sit liv med Disney-serien Hannah Montana, hvor kontrasten mellem storbylivet og livet på landet er stor.
– Jeg håber virkelig, jeg kan starte en trend med livet på landet, heste og masser af plads. Det fortjener mere opmærksomhed, siger hun.
Selvom hun netop er flyttet fra landet, har hun fundet sig en 57 kvadratmeter stor lejlighed i Viby nær Aarhus. For selvom Danmarks næststørste by kalder, prioriterer hun at bo tæt på naturen.
– Det er jo det, jeg er vant til, siger hun.
Fremtiden
Selvom musikken er i centrum lige nu, ser Mumle sig selv i andre roller i fremtiden.
– Jeg har en teori om, at når jeg er 35, vil jeg måske lave noget helt andet. Måske film eller sangskrivning for andre, måske en tur til LA – hvem ved? siger hun.
Et nyligt samarbejde med det danske band TV-2 har allerede markeret en milepæl i hendes karriere.
– Det var virkelig stort for mig, og mine forældre er meget stolte. TV-2 har ligesom sat standarden for dansk musik, så det var virkelig en milepæl for mig, fortæller hun og tilføjer:
– Det er jo netop sådanne oplevelser, der gør det sjovt at lave musik, og jeg nyder det virkelig også.
Køn og kunst
Det er hendes sang "Det Modsatte", som har nået Spotifys top-ti-liste over mest streamede sange i 2024. Her er hun den eneste kvinde på listen.
Men for Mumle handler det ikke om køn.
– Jeg synes ikke, man skal gå på kompromis med kunsten. Lytterne vælger ikke musik ud fra køn, men ud fra stemmen og kvaliteten, siger hun.
På kort tid har hun haft stor indflydelse på den danske musikscene, og det vil hun gerne fortsætte med, så længe hun synes, det er sjovt.