Analytiker om kandidatdrama i Venstre: Det er en dramatisk drejning

Det er en gamechanger og bekymrende for Eva Kjer Hansen, at den populære Kolding-borgmester Jørn Pedersen åbent melder ud, at han støtter lokalt forankrede Jakob Ville som Venstres spidskandidat til kommunalvalget, siger politisk analytiker Kim Dahl Nielsen.

- Det er en gamechanger. 

Sådan lyder politisk analytiker Kim Dahl Nielsens reaktion på, at Koldings borgmester Jørn Pedersen nu erklærer sin åbenlyse støtte til den lokale byrådskollega Jakob Ville.

quote

Hvis Eva Kjer Hansen har haft et forspring, er det i hvert fald udlignet nu

Kim Dahl Nielsen, politisk analytiker

Ville er en af Venstres to mulige spidskandidater til borgmesterposten i Kolding. Den anden kandidat er folketingspolitikeren Eva Kjer Hansen.  

Frem til i dag spåede Kim Dahl Nielsen, der til dagligt arbejder som nyhedschef på Jydske Vestkysten, hende gode chancer for at vinde kandidaturet, men det har ændret sig efter Jørn Pedersens udmelding.

- Jeg tør ikke spå om, hvem der vinder. Men hvis Eva Kjer Hansen har haft et forspring, er det i hvert fald udlignet nu, siger Kim Dahl Nielsen. 

Borgmester ønsker lokal forankret spidskandidat

Jørn Pedersen begrundede tidligere onsdag sin udmelding med, at han ønsker en spidskandidat, der er forankret i lokalpolitik i Kolding.

Det er man ifølge borgmesteren ikke, når man som Eva Kjer Hansen har beskæftiget sig med landspolitik i 30 år og i øvrigt har adresse i en anden kommune.

Eva Kjer Hansen har ellers meldt ud, at hun flytter til Kolding den 1. oktober. Men det har altså ikke været nok, og det kommer bag på Kim Dahl Nielsen.

- Jørn har haft et rigtig godt parløb med Eva Kjer, hvor hun har været Koldings repræsentant i Folketinget, og hun har også brugt ham i flere sammenhænge. På den måde har de været meget tætte. Men han mener, at det er vigtigt at udsende det her signal om, at det ikke skal være en kendis udefra, siger analytikeren.

- Det må være rigtig, rigtig bekymrende, når selv den mest fremtrædende venstremand i Kolding Kommune vælger det som argument for, at han ikke peger på hende, siger Kim Dahl Nielsen.

Ifølge analytikeren er Jørn Pedersen ikke alene med sin holdning, da han både har opbakning fra flere byrådsmedlemmer og folk i Venstres bagland i Kolding. Men det er mere oplagt, at han tager bladet fra munden nu.

Jørn Pedersen kan trygt sige sin mening

- Jørn har ikke så meget på spil. Han forlader politik efter kommunalvalget og skal ikke bakse med det bagefter. Man har set rigtig mange gange i politik, at der finder afstraffelse sted. Firebanden, som peger på Eva Kjer Hansen, kan ende med at blive straffet, hvis det ender med at blive Jakob Ville, der vinder valget, siger Kim Dahl Nielsen.

De fire i den såkaldte firebande er byrådsmedlemmerne Eea Haldan Vestergaard, Birgitte Kragh, Henrik Nielsen og Asger Christensen, der i øjeblikket har orlov fra Kolding Byråd på grund af sit medlemskab af EU-Parlamentet. De har åbent erklæret, at de støtter Eva Kjer Hansen som Venstres spidskandidat i Kolding. 

Byrådsmedlemmet Ole Alsted bakker op om Jakob Ville. Resten af Venstres byrådsmedlemmer vil ikke melde noget ud, før partiets valg af spidskandidat den 8. oktober.