Kommune har fortsat masser af julehjælpepakker til trængte familier

Flere borgere i Kolding Kommune har i år søgt om julehjælp. Men endnu flere har valgt at donere hjælp. Derfor er der fortsat mulighed for at få en julepakke.

Mange kommuner og hjælpeorganisationer har i år svært ved at følge med efterspørgslen, når det gælder julehjælp til økonomisk trængte familier.

Sådan er det ikke i Kolding, hvor der lige nu fortsat er 244  julepakker, der ikke har fået en modtager.

Det gælder især julepakker fra Rema 1000, der i år har donere 400 af slagsen fyldt med gode sager til at forsøde  julen med. 

Niels Fournais Kudsk håber, at det lykkes at finde flere, der vil modtage julehjælp.
Niels Fournais Kudsk håber, at det lykkes at finde flere, der vil modtage julehjælp.

Her er de fortsat klar med en julepakke, hvis ansøgerne opfylder kriterierne for at få hjælp.

- Én af årsagerne kan være, at fristen har været relativ kort. Det kan også være, at kravene har været for hårde, fortæller Niels Fournais Kudsk, der er Købmand hos Rema 1000 i Seest.

Du kan nå det endnu

Kolding Kommune har i år samlet 934 julehjælpekasser til fordeling blandt de familier, der opfylder kravene til hjælp.

Det er også kommunen, der er tovholder på uddelingen af hjælpen. De har nu besluttet at forlænge fristen til at søge til den 13. december klokken 8. Samtidig er kravene blevet lempet.

Du kan se, hvordan du skal søge, hvis du trykker på linket her.