Kommune nærmer sig kritisk smitte-niveau

Kolding, Vejle og Horsens oplever alle stor stigning i antallet af coronasmittede det seneste døgn.

I Kolding nærmer smitteniveauet sig kritiske højder. Mandag er der det seneste døgn konstateret yderligere 17 smittede personer, hvilket er det højeste antal for en enkelt kommune i Syd- og Sønderjylland siden søndag.

Nu er 166 koldingensere smittede med covid-19, hvilket bringer incidenstallet op på rekordhøje 178,5 - faretruende tæt på grænsen på 200, som har udløst en delvis nedlukning af indtil videre 69 andre kommuner.

Hvis tallene fortsætter med at gå den vej, kan incidenstallet i Kolding Kommune i løbet af få dage være over 200.

Horsens runder 200

I Horsens rundede tallet mandag for første gang 200. Med en stigning fra 172 til 188 smittede gik incidenstallet op over 200 til nøjagtigt 207,2.

I Vejle Kommune registreredes ligesom i Horsens 16 nye smittede, hvilket sendte incidenstallet op på 182,6 sygdomstilfælde pr. 100.000 borgere de seneste syv dage.

Første gang over 2.000

I alt er 1.201 personer testet positiv med covid-19 over det seneste uge i de 14 syd- og sønderjyske kommuner. I går søndag lød tallet på 1.116. Altså en stigning på 85 personer.

I Region Syddanmark kom antallet af smittede for første gang over 2.000, idet 2.050 smittet med covid-19 over den seneste uge, mens tallet er noget højere i Region Midtjylland med 3.594 smittede.

På landsplan er antallet af smittede det højeste antal, der er registreret på ét døgn under epidemien, med 3.337 nye smittede.

Over weekenden blev det muligt for danskerne også at få lavet de såkaldte lyntest for coronavirus hos Falck. Smittetallene herfra indgår endnu ikke i SSI's opgørelse.