Kontant afregning: Bededagstyv anholdt fredag og fængslet lørdag

Der var hurtig betjening til en indbrudstyv, der blev anholdt fredag morgen. Allerede lørdag morgen røg han direkte i fængsel.

En indbrudstyv fra Kolding gav ikke op så let, selvom han blev omringet af flere patruljer under et indbrud fredag morgen. Derfor måtte betjentene på en kort løbetur, inden de kunne anholde en 21-årig mand fra Kolding. Det skriver Sydøstjyllands politi i en pressemeddelelse. 

Lørdag morgen blev tyven fremstillet i grundlovsforhør ved retten i Horsens, hvor han også var sigtet for at besidde to knive. Da manden erklærede sig skyldig, valgte dommeren at rejse tiltale på stedet. Han blev idømt en såkaldt "straksdom" på fire måneders ubetinget fængsel. Han blev varetægtsfængslet indtil afsoning, så han røg altså direkte i fængsel. 

- Manden var tidligere straffet for berigelseskriminalitet og blev i starten af marts løsladt fra en dom netop for indbrudskriminalitet. Den hurtige gentagelse og den fortsatte gentagelsesrisiko gjorde det påkrævet, at manden fortsat skal være fængslet indtil afsoning, siger anklagefuldmægtig Tobias Engby i en pressemeddelelse.