Da Lars Christiansen i maj i år meddelte, at han gik på pension, var det et farvel til en af de største personligheder i dansk håndboldhistorie.
Ikke så mange vidste på det tidspunkt, at fløjspilleren med 20 års erfaring på håndboldlandsholdet blandt andet stoppede, fordi han stod midt i en stor personlig krise.
- Jeg stod på kanten af livet og tvivlede på, om jeg overhovedet skulle være her. Jeg var presset helt i bund. Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle blive ramt af en så stor angst, siger Lars Christiansen til Ekstra Bladet.
Landsholdsstjernen blev ramt af dødsangst, efter at håndboldspilleren Lars Olsen og daværende formand for Dansk Håndbold Forbund, Jan Boye, pludselig døde inden for en måned sidste efterår.
Lars Olsen døde efter at være faldet om under en kamp, mens Jan Boye døde efter at have pådraget sig en hjerneblødning.
- Det kom så tæt på. Jeg troede, at jeg ville blive den næste. Forestil dig en flaske, man taber, og som går i 1000 stykker. Den flaske var mig. Jeg troede ikke, jeg ville komme op igen. Med ét så jeg livet smuldre, siger Lars Christiansen.
- Jeg sov stort set ikke i tre uger. I sengen lå jeg og spændte som en flitsbue og troede ikke, jeg ville vågne, hvis jeg faldt hen. Det var skrækkeligt.
- Jeg skulle til at samle flasken op igen. Stykke efter stykke, uden at vide om det blev det samme igen, siger han.
Den i dag 40-årige Lars Christiansen har arbejdet meget med sig selv, men han føler sig endnu ikke helt ovenpå.
- Hvad vil det sige at være rask? Det er så svært at svare på. Men nej, jeg føler mig ikke rask. Jeg føler mig godt på vej. Men når tingene en gang imellem spidser til, så slår det ud på mig.
- Så kan jeg pludselig ikke trække vejret ordentligt og kan få ondt i hovedet og i kroppen. Typisk også med store spændinger i skuldrene.
- Det er min måde at reagere på. Jeg har lagt den deciderede dødsangst væk, men jeg er stadig mærket af det, siger han.
