Carsten Frost købte et ensomt beliggende hus på Lilleballevej nær Kolding med en stor mark som nabo i november sidste år.. Han vidste, at området var udlagt til let industri, men han havde ikke forestillet sig, at han skulle blive nabo til et affaldssorteringsanlæg, der blandt andet omfatter knusning af beton.
Inden han flyttede ind i huset, havde kommunen gennemført en nabohøring om ændring af lokalplanen, så nabogrunden kunne overtages af Melgaard A/S, der vil opføre affaldssorteringsanlægget. Anlægget betegnes som tung industri, der kan belaste omgivelserne i betydelig grad.
Protester
Carsten Frost havde ikke mulighed for at deltage i nabohøringen om ændringen af lokalplanen fra let til tung industri, da der gik nogle måneder, inden han fik tinglyst et skøde på ejendommen. Han flyttede først ind 1. februar. Imidlertid protesterede syv andre naboer. Alligevel vedtog byrådet i Kolding lokalplanen i maj.
- Vi har forsøgt at få kommunen til at se vores problem, men vi er ikke blevet hørt, siger Carsten Frost.
Formanden for plan- og miljøudvalget i Kolding Kommune, Christian Kloppenborg-Skrumsager (V), siger, at lokalplaner altid kan ændres, når udviklingen ændrer sig.
- Det er det samme, man kan komme ud for med placering af vindmøller. Der kan altid komme nye vilkår, siger han.