Lysfestival aflyser store jubilæumsplaner

Kolding Light Festival bliver ikke afholdt i den vante udgave i 2022.

Bestyrelsen i Kolding Light Festival har besluttet at aflyse dette års festival, som man kender den. Det oplyser de i en pressemeddelelse.

Det var ellers meningen, at festivalen skulle have fejret sit 10-års jubilæum 1. til 3. december. De planer skydes nu til 2023.

Beslutningen kommer i kølvandet på regeringens pressemøde torsdag om forsyningssikkerheden. Her blev det offentliggjort, at der blandt andet vil blive skruet ned for lyset og temperaturen i offentlige bygninger.

Kan ikke forsvare det

Lysfestivalens formand Henrik Larsen er glad for den positive opbakning festivalen har fået de seneste år men fortæller, at man ser sig nødsaget til at slukke lyset for de store og strømtunge events.

- Ovenpå energikrisen og de markante sparetiltag vi alle bliver pålagt, kan vi ikke forsvare at sætte strøm til lysfestivallen i 2022, siger han i pressemeddelelsen.

September bliver en lidt mørkere måned end vanligt. Her er det bymidten i Kolding, der er lyst op som del af Kolding Light Festival.
September bliver en lidt mørkere måned end vanligt. Her er det bymidten i Kolding, der er lyst op som del af Kolding Light Festival.
Foto: Milestone Event – Jesper Sunesen

Strømfrie tiltag

Der bliver dog stadig festival i år. Dog ikke på samme måde som tidligere.

I de kommende uger vil man søge aktører og idéer til strømfrie tiltag. 

- I coronatiden så vi, hvor meget det betød, at der trods alt skete noget i mørket. Vi håber, at en mindre markering denne gang også vil lyse op i en mørk tid, fortæller festivalens leder Jesper Johansen og fortsætter:

- Vi leder nu derfor efter strømfrie oplevelser, der kan varme hjerterne ved en mindre markering i nogle timer, enten fredag eller lørdag aften i første weekend af december.