Må kikke i vejviseren efter autoværn

Trods ni påkørsler af lade i Møsvrå ved Kolding må gårdejer kikke i vejviseren efter et autoværn, der kan holde løbske biler på sikker afstand.

Gårdejer Benn Pedersens fra Møsvrå er efterhånden træt af, at gårdens lade vinter efter vinter bliver påkørt.
Derfor håbede han stærkt på, at kommunen ville komme ham til undsætning med et autoværn.
Det sker bare ikke - og det vækker undren hos gårdejeren.  
Hele ni gange er Benn Pedersens lade blevet torpederet af biler og et autoværn vil koste kommunen 35.000 kroner - hvorimod skaderne på Benn Pedersens lade er langt større. Og gårdejeren må ikke selv sætte et autoværn op, da laden står lige i skellet.

Det vil sige, at jorden på den anden side af laden tilhører Kolding Kommune.