Mand anholdt for knivstikkeri

Sydøstjyllands Politi har foretaget endnu en anholdelse i kølvandet på et blodigt knivoverfald i Skovparken i Kolding søndag eftermiddag.

Her blev en 26-årig mand fra København passet op af en trio, der dels holdt ham fast, dels stak ham med kniv flere gange i maven og ved det ene øje.

Den 26-årige fik dog hurtig hjælp af en kammerat, og han endte med at overleve det brutale overfald.

Tidligere på ugen anholdt politiet en mand i forbindelse med drabsforsøget, og torsdag fik ordensmagten så fat i kraven på endnu en person - en 32-årig mand - der fredag fremstilles i grundlovsforhør.

- Vi forventer, at vi også får fat i den sidste gerningsmand inden for kort tid, siger politiets vagtchef, Hans Hoffensetz.