Særligt én kommune sakker bagud med vaccinationerne

Mandagens opgørelse fra Statens Serum Institut viser, at seks kommuner sakker bagud med andelen, der har fået sit første vaccinationsstik.

Seks kommuner i Syd- og Sønderjylland sakker bagud ifølge dagens vaccinationstal fra Statens Serum Institut (SSI). 

Det drejer sig om kommunerne Kolding, Horsens, Vejen, Vejle, Billund og Haderslev. 

Kolding Kommune indtager en tredjesidste plads ud af de 98 kommuner, når man kigger på andelen af påbegyndte vaccinationer. 31 procent af befolkningen i Kolding Kommune har påbegyndt vaccination, mens 20,7 procent er færdigvaccinerede.

Vejen Kommune ligger også i bunden, når man kigger på påbegyndte vaccinationer. Kommunen indtager plads nummer 90 med 33,3 procent, der har påbegyndt vaccination, og 21,8 procent er færdigvaccinerede.

Haderslev Kommune indtager en plads nummer 86 med 33,6 procent, der har påbegyndt vaccination, og 21,5 procent der er færdigvaccinerede.

Herefter kommer Billund og Vejle Kommune på plads nummer 87 og 88. 

Fanø Kommune rammer milepæl

Mens seks af kommunerne sakker bagud, ser det godt ud for Fanø Kommune. Kommunen har netop ramt en milepæl, da 50,8 procent af borgerne i kommunen nu har påbegyndt vaccination. 31,7 procent er færdigvaccinerede.

Mandagens opgørelse fra Statens Serum Institut viser, at 445.273 personer har fået det første stik i Region Syddanmark. Det svarer til 36,4 procent af regionens borgere. 

274.203 personer er færdigvaccinerede i regionen, og det svarer til 22,4 procent af borgerne.

Syv sogne i fare for at lukke ned

Følgende sogne opfylder i øjeblikket to ud af tre krav for automatisk nedlukning: Hornum, Givskud, Lindeballe, Bække, Randerup, Sønder Skast og Hjerpsted. 

Følgende krav skal opfyldes, for at et sogn automatisk lukkes ned:

  • Mindst 600 smittede per 100.000 indbyggere de seneste syv dage
  • Mindst 20 smittede personer de seneste syv dage
  • Positivprocent på mindst tre procent de seneste syv dage

Smitten stiger i Vejle Kommune

Ifølge dagens tal fra Statens Serum Institut er det kun fem kommuner blandt de i alt 14 kommuner i Syd- og Sønderjylland, som oplever en stigning i antal smittede borgere. Vejle, Varde, Vejen, Horsens og Haderslev Kommuner kan alle konstatere en stigning, hvor det mest er Vejle, der skiller sig ud med en betydelig stigning i antal smittede fra søndagens 123 nye smittede i løbet af de seneste syv dage og så mandagens 136 nye smittede. 

I Varde, Vejen, Horsens og Haderslev er det ganske beskedne stigninger, som præger mandagens smitteskema. Siden søndag oplever kommunerne højst tre flere smittede siden søndagens smittetal. Varde Kommune oplever en stigning fra søndagens syv smittede i løbet af de seneste syv dage til ti nye smittede.

Der er registreret 844 nye smittetilfælde det seneste døgn på landsplan, oplyser Statens Serum Institut.

Det er sket på baggrund af 110.874 PCR-prøver, hvor man podes i halsen.

Det betyder, at andelen af smittede ud af alle prøver - den såkaldte positivprocent - er 0,76. Det er det højeste niveau siden midten af januar.

Mængden af PCR-prøver ligger dog i den lave ende sammenlignet med de seneste måneder, hvor antallet af daglige test ofte har været over 150.000.

Over to millioner har fået mindst ét vaccinestik

Over to millioner - 2.130.570 - har fået mindst ét vaccinestik mod coronavirus. Det svarer til 36,4 procent af befolkningen ifølge Statens Serum Institut. 

I øjeblikket bliver vacciner kun tilbudt personer over 16 år.

Vaccinationskalenderen skrider yderligere to uger ifølge oplysninger fra TV 2, så nu kan de sidste danskere i målgrupperne først forvente at være færdigvaccineret et stykke inde i september. Indtil nu har planen været, at det skulle have været sidst i august.

Se de lokale tal for Syd- og Sønderjylland her: