Maria og Thomas blev smaskforelskede, flyttede sammen - og så lukkede Danmark

Maria Lea Kristensen og Thomas Jönsson flyttede sammen i en tid, som kom til at byde på nedlukning, hjemmearbejde og restriktioner. I dag på Valentinsdag bringer vi deres historie om kærlighed i en coronatid.

- Hold kæft, hvor er du smuk.

Thomas Jönsson var lige trådt ind ad døren hos Maria Lea Kristensen. Selvom de havde kendt hinanden i ti år, havde han ikke sagt sådan til hende før.

Det var en varm solskinsdag i sensommeren 2019. Maria Lea Kristensen havde inviteret sin gamle ven med til sin mors bryllup, selvom hun dårligt havde set ham i flere år.

quote

Vi vil hurtigt finde ud af, om det skal være dig og mig.

Maria Lea Kristensen

Ved et møde kort forinden havde han fortalt, at han aldrig havde været med til et bryllup. Hun manglede en ledsager, og inden de havde tænkt det yderligere igennem, tog de afsted sammen.

- På vej hjem sad jeg og tænkte, 'Gud, jeg kunne godt tænke mig at se hende igen', og efter tre-fire dates var jeg helt hooked, fortæller Thomas Jönsson.

Over de næste måneder udviklede en lille flirt sig til den store forelskelse. Så stor, at de i februar 2020 besluttede sig for at flytte under samme tag i Kolding.

På det tidspunkt var de begge i tvivl om, hvorvidt det var en forhastet beslutning efter mindre end et halvt års romantik.

- Vi vil hurtigt finde ud af, om det skal være dig og mig, sagde Maria Lea Kristensen til sin kæreste, da de traf beslutningen i slutningen af februar.

Der var dog ingen af dem, der kunne forudse, hvordan første kapitel af deres nye liv sammen skulle blive her tre uger før et omvæltende pressemøde.

I anledningen af Valentinsdag ser de nu tilbage på et år, der både har bragt gode, men også hårde stunder.

De var venner i mere end ni år, inden kærligheden fandt sin vej.
De var venner i mere end ni år, inden kærligheden fandt sin vej.
Foto: Privatfoto.

Et udfordrende år

Deres første år sammen har meget af tiden foregået på en lyserød sky. Men ligesom mange andre, blev Maria Lea Kristensen og Thomas Jönsson også sendt hjem fra arbejde og skole i marts måned 2020.

Det gav nogle uforudsete udfordringer i parforholdet, som, hvis man skal tro tal fra Danmarks Statistik, også kan have gjort sig gældende i andre parforhold. I år 2020 blev der foretaget 15.521 skilsmisser. Det er omkring 5.000 flere skilsmisser end i 2019, hvor 10.454 par blev skilt. Gennemsnitligt er der dog ikke sket nogen stor udvikling de seneste ti år.

Coronapandemiens konsekvenser med nedlukninger og omfattende restriktioner, hvor danskerne har været tvunget til kun at omgås den nære familie og ganske få andre, har ikke udelukkende været en dans på roser. Heller ikke når det gælder kærlighed.

quote

Folk er pressede, det er der ingen tvivl om.

Amalie Pedersen, parterapeut.

Ifølge parterapeut Amalie Pedersen fra Rødekro bliver parforholdet nemlig sat på prøve, når vi ikke ser mange andre end dem, vi bor med.

- Jeg kan høre, at det udfordrer rigtig mange, at vi ikke har friheden til selv at vælge, hvad vi vil. Jeg kan mærke, at mit eget humør bliver påvirket af, at jeg ikke kan se dem, jeg plejer, og samtidig får jeg dårlig samvittighed, hvis jeg så ser dem, fortæller hun.

Når vi så er i en periode, der er meget anderledes end det, vi er vant til, påvirker det folks ageren.

- Folk er pressede, det er der ingen tvivl om. Jeg tror, vi har været okay til at tilpasse os, men perioden har været for lang. Vores tålmodighed, undren og utilfredshed begynder at tære i familierne, og det udfordrer parforholdet, fordi man reagerer forskelligt under pres. De, der i forvejen havde det svært, vil blive ekstra udfordret nu, siger Amalie Pedersen.

Amalie Pedersen hjælper par fra sin klinik i Rødekro.
Amalie Pedersen hjælper par fra sin klinik i Rødekro.
Foto: Michael Lund, MiLu Foto

Hun oplever dog, at mange begynder at forebygge udfordringerne i parforholdet, i stedet for først at opsøge hende, når det skal repareres.

- Jeg havde en periode med travlhed her under corona, hvor mange kom tilbage til klinikken efter at have været væk i to-tre år. De ville lige have en opfriskning, fordi de var faldet tilbage og var udfordrede. Derfor har jeg også en oplevelse af, at folk arbejder på forholdet i stedet for at gå fra hinanden, siger Amalie Pedersen.

quote

Jeg tænker ofte, at vi stadig ligner to nyforelskede teenagere, for vi hænger meget sammen.

Maria Lea Kristensen

Op- og nedture

For det nye par i Kolding har nedlukningen også både vist sig fra sin gode og mindre gode side.

Maria Lea Kristensen og Thomas Jönsson bor nu i et hus i Kolding, hvor der altid er plads til et renoveringsprojekt. Den lille familie er blevet udvidet med flere katte, en kanin og et hamster.

- Det har været positivt, at vi har lært hinanden at kende ind til benet på syv-otte måneder, fordi vi har været meget sammen, i nogle forhold kan det tage tre-fire år, siger Thomas Jönsson.

- Jeg tænker ofte, at vi stadig ligner to nyforelskede teenagere, for vi hænger meget sammen. Når vi har tid, ligger vi op og ned ad hinanden, og det er dejligt, supplerer Maria Lea Kristensen.

Alligevel har de ikke kunnet undgå de små skærmydsler, der kan opstå i hverdagens trummerum. Maria Lea Kristensen mærkede for eksempel hurtigt, at der var flyttet en mand ind i huset.

- Havde det været en veninde, der var flyttet ind, havde hun nok hjulpet til med rengøring og tøjvask, men det gør Thomas ikke. Vi har haft en snak om, hvad rod er for mig og har været gode til at kompensere hinanden, så vi ikke har haft et eneste skænderi, fortæller hun.

Derudover har hun altid sagt, at hun i hvert fald ikke skulle have en kæreste, der spiller meget computerspil. Men det har hun nu - og især på grund af nedlukningen.

- Han starter om aftenen og går først i seng om morgenen, og så kan man ikke rigtig bruge ham til noget dagen efter, siger hun.

Maria Lea Kristensen er hjemsendt fra sit arbejde, og da Thomas Jönsson i september vendte tilbage til sit arbejde som receptionist, blev hun ked af, at hun ikke også kunne vende tilbage til sit job bag samme skranke.

- Det har gået mig meget på, at hun ikke har haft et arbejde, for hun var glad for det. Det irriterede hende og gjorde hende ked af det, at hun ikke også kunne vende tilbage til sit. Hvis hun ikke er glad, er jeg heller ikke glad, så jeg har prøvet at støtte hende og hjælpe med at skrive ansøgninger, siger han.

De er sammen mange timer i døgnet, men har fundet en måde at få det til at fungere på.
De er sammen mange timer i døgnet, men har fundet en måde at få det til at fungere på.
Foto: Privatfoto

Forventningsafstemning og stjernestunder

Netop det med at lytte, støtte og tale sammen fremhæver parterapeut Amalie Pedersen som et vigtigt element i udfordrende tider.

Hun er vant til at hjælpe par med at finde hinanden, og her kommer hendes tre råd til at få en god hverdag i en presset tid.

Giv plads til dig og mig og os

Amalie Pedersen mener, det er vigtigt, at parrene sammen sætter sig ned og snakker om, hvad en nedlukning gør ved én, og hvor udfordringerne ligger i arbejdsopgaverne, familielivet og parforholdet.

- Når vi går gennem belastninger, kriser og livssituationer, hvor vi skal omstille os, tror jeg generelt, det vigtigste er, at vi får forventningsafstemt med hinanden, siger hun.

Efterfølgende skal fokus ligge på, hvad parret så bør gøre.

- Vi skal tage en snak om, hvad vi bør have fokus på den næste måned. For hvis begge er derhjemme, hvordan kan vi så give plads til hinanden, men også nyde hinanden. Der skal både være plads til alenestunder, og stunder hvor vi kan være sammen.

Hun mener, at det er vigtigt at finde en balance i det, så der både er plads til tosomhed og aleneheden.

Planlægning

Det er ifølge Amalie Petersen vigtigt at sætte tid af til aktiviteter. Hvis den ene part gerne vil spille computer, skal der være plads til det, men i begrænsede perioder.

- Vi skal forventningsafstemme, hvilket indhold der skal puttes i dagene. Vi skal sætte tid på det, og vurdere hvor meget tid det kan være rimeligt at bruge på det. Hvis man kan lægge det i et skema, hvornår der må spilles, holdes pause og gåes en tur, så undgår vi at blive mere passive og falde hen til fjernsyn og playstation.

Og så er det vigtigt, at man får sat tid af og overholder aftalerne med hinanden.

Stjernestunder

En stor del af Danmark er fortsat lukket, men det skal ikke være en begrænsning.

- Vi skal lade være med at falde hen og sige, at vi ikke kan noget. Vi skal tage det, jeg kalder for stjernestunder. Alt er lukket ned, så gå ud og leg i sneen eller kælk på en kælk. Lige nu har vi en natur, der bare byder os velkommen til gode oplevelser. Man kan gøre så mange ting, i stedet for bare at sige, at det er koldt, og man ingen ting kan. Luk op for mulighederne i stedet for begrænsningerne.

Gåture i skoven, snemænd, kælkning og varm kakao foran et tændt bål er bare nogle af de muligheder, der stadig er.

Hjemmebag, komplimenter og små sedler

Særligt det med at dyrke stjernestunder har parret i Kolding været gode til. Selvom de går op ad hinanden hver dag, fordi Maria Lea Kristensen er hjemsendt, og Thomas kun arbejder i weekenderne, har de sammen fundet en måde at nyde dagene.

- Så sent som i sidste uge var vi ude og kælke bare ham og jeg, vi har stadig vores barnlige sjæle, siger Maria Lea Kristensen, der har fundet det perfekte match i Thomas Jönsson.

Indimellem har han blomster med hjem til Maria Lea Kristensen, selvom han ikke selv er til blomster.

- Jeg hader også musicals, men det kan Maria godt lide, så jeg ser det for hendes skyld, siger Thomas Jönsson.

Det bliver gengældt, når hun eksempelvis finder vejen til hans hjerte gennem maven.

- Hun er god til de små simple ting. Jeg kan komme hjem til fastelavnsboller, og det er ikke noget, hun gør for sin egen skyld, det er også for min skyld, siger han.

- Hvis jeg skal på arbejde, lægger hun en besked ned i min computertaske. Små ting, der gør, at jeg føler, jeg har valgt den rigtige, siger han.

Note
Foto: Privatfoto.

Gennem et års kærlighed har forholdet også udviklet ham.

- Jeg vil ikke sige, hun har gjort mig mere ansvarlig, men jeg er blevet bedre til det fælles ansvar. Hun minder mig om, at man skal være fælles om tingene, siger han.

Maria Lea Kristensen har også fået mulighed for at åbne sig mere i forholdet. Det er ikke kun, når han lytter, at han løfter hende. Han uddeler dagligt komplimenter til sin kæreste.

- I coronatiden kan jeg godt tænke over, hvorfor jeg overhovedet skal stå op, men når jeg så tager joggingtøj på, så synes han stadig, jeg er smuk, fortæller Maria Lea Kristensen.

De kigger begge ind i en fremtid, der gerne må indholde både bryllup og børn.

- Jeg vil give min højre arm for hende, fortæller han, og sådan har han ikke haft det før.