Merrild kaffe lukker i Kolding

Med udgangen af juni måned 2011 stopper produktionen af Merrild Kaffe i Kolding.

Ændrede kaffevaner og øget konkurrence på kaffemarkedet betyder, at Sara Lee, som ejer Merrild Kaffe, har set sig nødsaget til at lukke kaffefabrikken i Kolding i sommeren 2011. Det offentliggjorde Merrild i dag i en pressemeddelelse.

- Det er med beklagelse, at vi må lukke vores kaffefabrik i Kolding. Men i Sara Lee må vi løbende sørge for, at vi producerer på en måde, der sikrer konkurrencedygtige priser, siger Frank van Oers, Executive Vice President and CEO, Sara Lee International Beverage and Bakery Division.

Støtter medarbejderne

- Kolding er en af de dyreste fabrikker at holde kørende i Sara Lee gruppen, og det er ikke muligt at reducere de faste omkostninger. Derfor har vi desværre set os nødsaget til at træffe beslutningen om at lukke fabrikken, forklarer Frank van Oers.

I forbindelse med lukningen vil Merrild Kaffe tilbyde de 55 ansatte på fabrikken hjælp til at fortsætte i andre jobs:

- Vi vil gøre vort yderste for at hjælpe de medarbejdere, der bliver berørt af lukningen, blandt andet ved at undersøge, om de kan flyttes til andre funktioner i Merrild Kaffe. Vi vil desuden hurtigst muligt gå i forhandlinger og forsøge at afdække muligheder for at støtte de ansatte, siger Merrild Kaffes administrerende direktør, Jan Sterobo.

Forbrugeren vil dog fortsat kunne finde Merrild kaffe på hylderne i butikkerne.