Mindreårige sendte Bandidos væk med sten

Drengestrenger udviklede sig mandag aften til et større optrin, da mindreårige smed sten efter Bandidos biler i Skovparken i Kolding.

To eller tre biler med bandidos-relaterede personer havde været på besøg i Skovparken. Da bilerne er på vej væk, kaster nogle mindreårige drenge sten efter bilerne, og da én af ruderne bliver knust, får det flere til at tro, at der bliver skudt, fortæller lederen af lokalpolitiet i Kolding Verner Pedersen til TV SYD.

Rygterne om skud får situationen til at udvikle sig, men politiet har endnu ikke det fulde overblik over præcis hvad der skete og vil derfor heller ikke beskrive det som et masseslagsmål.

Men op i mod 50 unge var involveret i episoden, og politiet havde op mod 16 patruljevogne med assistance fra både Fyn og Syd- og Sønderjyllands Politi på stedet i løbet af aftenen, da man havde fået anmeldelser om skud.

På grund af meldinger om skud valgte politiet efterfølgende at ransage Bandidos-rockernes biler, men her fandt man ifølge Verner Pedersen intet andet end slagvåben.

12 blev anholdt, men alle blev kort efter løsladt igen.

Se mere i TV SYD Nyheder kl. 19.30