Minkfoder gav lange køer

En væltet lastbil med en anhænger fyldt med minkfoder skabte søndag kilometerlange bilkøer på motorvej E45.

Uheldet skete kort før klokken 9 søndag formiddag, da tankvognen med anhænger væltede på motorvejens sydgående spor tæt på afkørsel 64 i nærheden af rastepladsen Hylkedal ved Kolding.

Chaufføren mistede tilsyneladende herredømmet over vogntoget, der var lastet med minkfoder og en fedtet blanding af diesel og minkfoder gjorde
motorvejen spejlglat.

Det betød, at Sydøstjyllands Politi måtte lukke motorvejen fuldstændigt i et par timer, så folk fra beredskabet kunne rense vejbanen.

Imens hobede feriepakkede biler sig op i lange bilkøer. Politiet fik dog ret hurtigt ledt trafikken væk fra motorvejen og over Lunderskov.

Chaufføren, der blev kørt til tjek på skadestuen, slap ifølge politiet uden de store skader.