Motorcyklist mister livet i ulykke

En 50-årig mand mistede mandag eftermiddag livet efter en ulykke i Kolding, hvor personbil og en motorcykel var involveret.

Motorcyklisten - en 50-årig mand fra Fyn - kom alvorligt til skade og afgik kort efter ulykken ved døden, oplyser Sydøstjyllands Politi.

Politiet har mandag aften ikke oplysninger om omstændighederne ved ulykken, der skete på Fynsvej i Kolding. 

- Vi fik meldingen om den alvorlige ulykke klokken 15.48. Den mandlige bilist slap uden fysiske skader. Vi har haft en bilinspektør ude på ulykkesstedet for at undersøge det og køretøjerne nærmere, siger vagtchef Torben Møller til TV SYD.

De pårørende til den dræbte er underrettet.