Musical har særlig verdenspremiere i Kolding - men det kan være sidste år

Queen-musicalen "We will rock you" spilles for første gang som friluftsteater. Men på grund af manglende frivillige, er det ikke sikkert, Dronning Dorothea Teatret kan lave sådan en opsætning næste år.

I Kolding sker der verdenshistorie lige nu.

For første gang nogensinde bliver musicalen "We will rock you" nemlig opført på en udendørsscene, når Dronning Dorothea viser Queen-musikken i musicalform som friluftsteater.

Og selvom vejret ikke var helt med musicalen tirsdag aften, så var der stort set fuldt hus.

- Det er kæmpestort. Det er jo kun anden gang, den bliver opsat i Danmark og en slags verdenspremiere, siger Allan Glue, der er instruktør på forestillingen.

quote

Sker der ikke ændringer i muligheden for at få hjælp og få flere frivillige, så har vi simpelthen ikke overskud til det næste år

Jacob Knudsen, formand, Dronning Dorothea

Queen-fans og store drømme

Musicalen er skabt af den britiske komiker og stjerneforfatter Ben Elton i samarbejde med Queen-medlemmerne Brian May og Roger Taylor.

Den fik verdenspremiere på Dominion Theatre i London i 2004 og spillede på samme teater i hele 12 år. 

Derfor er det også stort for skuespillerne i Kolding at kunne fremføre de i alt 31 Queen-numre på amatørscenen.

- Det er vildt at være en del af, og det betyder uendelig meget, siger Sjanne Baun Madsen, der spiller den ene hovedrolle Scaramouche i forestillingen.

Handlingen tager udgangpunkt i en fremtid, hvor rocken er død og alle skal høre det samme og gå ens klædt. Men midt i det hele er Galileo og Scaramouche, der er på en rejse for at finde sig selv og hinanden samt friheden fra den trivielle verden.

På stolerækkerne sidder Jakob Højer, der er taget fra Odense til Kolding for at opleve musikken.

- Jeg er kæmpestor Queen-fan, men jeg har ikke set musical før. Så jeg glæder mig rigtig meget og håber, det lever op til forventningerne, smiler han.

(Fra vesntre) Sjanne Baun Madsen og Ida Bødker Krogh spiller henholdsvis Scaramouche og Teen Queen i "We will rock you".
(Fra vesntre) Sjanne Baun Madsen og Ida Bødker Krogh spiller henholdsvis Scaramouche og Teen Queen i "We will rock you".
Foto: Hans Lausten, TV SYD

Mangler frivillige

Opsætningen er baseret på frivillige hænder, men ligesom så mange andre, har teatret været udfordret af manglen på frivillige efter corona.

- Der er brug for mange, og der er stor mangel, så det er lidt besværligt, siger formand for foreningen Dronning Dorothea, Jackob Knudsen.

Han er ikke i tvivl om, at det er det hele værd, når han kan kigge ud over så stort fremmøde, men han frygter for fremtiden.

- Sker der ikke ændringer i muligheden for at få hjælp og få flere frivillige, så har vi simpelthen ikke overskud til det næste år, forklarer han.

Det ville ærgre Ida Bødker Krogh, der er med for første gang og spiller teen queen.

- Det er noget, jeg har set frem til i lang tid. Jeg er kun 18 år, så jeg er endelig gammel nok til at være med, og det er jeg taknemmelig over at få lov til, siger hun.

Også Sjanne Baun Madsen håber på flere år med friluftsteater.

- Jeg har været med i få andre ting, men det her er det største store skridt i drømmen om at blive professionel, siger hun.

Forestillingen kan ses tirsdag til lørdag frem til 19. august.