Næppe strafbart at slå indsat bevidstløs

Onsdag aften vil lægerne forsøge at vække fange, der mistede bevidstheden under klammeri med arrestpersonale i Kolding.

Hele onsdagen har efterforskerne hos Sydøstjyllands Politi undersøgt sagen om den 23-årige indsatte, der tirsdag mistede bevidstheden under håndgemæng med personalet i Kolding Arrest.

- Vi er ikke færdige med at foretage afhøringer i sagen, men indtil nu er der ikke noget, der tyder på, at der er begået noget strafbart, fortæller politiinspektør Verner Pedersen til Ritzau.

Den 23-årige indsatte mistede bevidstheden, da han tirsdag kom i klammeri med personalet i Kolding Arrest. Hans tilstand blev tidligere onsdag betegnet som "alvorlig".

- Det sidste, jeg har hørt, er, at de vil forsøge at vække ham her til aften på sygehuset, fortæller Verner Pedersen.

Gik amok

Politiinspektøren fortæller, at den indsatte gik amok i sin celle. Da arrestpersonalet ville flytte ham til en anden celle, blev situationen så voldsom, at de måtte bruge magt, og manden endte med at miste bevidstheden.

- Der er tale om almindeligt håndgemæng. Der er ikke brugt våben af nogen art. Heller ikke peberspray, fortæller Verner Pedersen.

Politiet skal i de kommende dage fortsætte afhøringerne af vidner til episoden. Man må dog vente med at afhøre arrestpersonalet til næste uge.

- De har forlangt at have en bisidder med ved afhøringen og han kan først på mandag. I mellemtiden vil vi så snakke med de andre indsatte og høre, om de har set noget, siger Verner Pedersen.