Næsten alle ansøgere får julehjælp

Ved midnat natten til lørdag havde 633 borgere i Kolding Kommune søgt om julehjælp. Det er færre end forventet og betyder, at næsten alle familier får hjælp.

Her ved indgangen til december måned, er der gode julenyheder fra Kolding Kommune: Der er julehjælp til næsten alle, der har ansøgt.

Da ansøgningsfristen til julehjælp udløb ved midnat natten til lørdag havde kommunen modtaget 633 ansøgninger fra trængende familier. Det er færre end forventet.

- Vi forventede op mod de 700 ansøgninger, så det er lidt færre, end vi forestillede os, siger Poul Erik Jensen (Soc.dem.), byrådsmedlem i Kolding Kommune til TV SYD.

Af de 633 ansøgere er 140 ansøgninger ikke blevet godkendt.

- De 140 ansøgninger er afvist fordi, der enten er for høj en indtægt i husstanden, at to personer på samme adresse har søgt om hjælp, eller at man ikke bor i Kolding Kommune, siger Poul Erik Jensen.

Der er i alt julehjælpspakker fra forskellige velgørende organisationer til 482 familier. Det betyder, at 11 familier ikke modtager hjælp.

Håb om hjælp til alle

- Jeg håber, vi kan finde hjælp til de sidste 11 familier, ved at organisationerne får flere til at melde sig med lidt ekstra donationer. Det er vores store ønske, understreger Poul Erik Jensen.

Selvom det er Kolding Kommune, familierne har stilet julehjælpsansøgningen til, så er det de velgørende organisationer som Røde Kors, Frimurelogen, Sankt Nicolai Sogn, Kirke i Byen og Kolding Madhjælp, der uddeler julehjælpen til de enkelte borgere. 

Kolding Kommune medvirker udelukkende som koordinerende myndighed.

Poul Erik Jensen forventer, at flere af hjælpeorganisationerne næste år vil deltage i kommunens nye ansøgningssystem til julehjælp, hvor man kun skal søge om julehjælp et sted og ikke hos flere forskellige organisationer.