Nicki og storebror sminket og skræmt på slottet

Modige børn afprøvede Haunted Castle på Koldinghus med sminke i ansigterne og høje forventninger.

Det er vinterferie, og det har fået Koldinghus til at udvide åbningstiderne. For første gang har Koldinghus taget utraditionelle metoder i brug for at gøre børn og unge mere interesseret i historie. De forsøger at formidle slottets historie gennem frygt og gys under titlen ”Haunted Castle”.

Tirsdag besøgte 11-årige Nicki Ingemann Bundgaard fra Almind, Koldinghus.

quote

Jeg synes, det er en god måde at få børnene med på museum på.

Anita Ingemann Bundgaard, Almind, mor til Nicki og Patrick

- Jeg tror, det bliver rigtig fedt. Jeg tror, det bliver en god oplevelse, altså det er jo trods alt lidt fedt at blive sminket og kunne komme ud og opleve noget på Koldinghus. Det er jo et gammelt sted, sagde han til TV SYD, umiddelbart inden han og storebror Patrick skal udsættes for spøgelserne på slottet.

Besøget i fangekælderen blev kort. I løbet af næsten ingen tid var brødrene atter oppe fra kælderen.

- Det er vi, fordi fangevogteren råbte: ”Den sidste, der kommer ud, bliver hængt på korset", fortalte Nicki.

Deres mor, Anita Ingemann Bundgaard, brugte vinterferien og tilbuddet på Koldinghus til at lave noget sammen med dem. Hun var begejstret for konceptet med Haunted Castle.

- Jeg synes, det er en god måde at få børnene med på museum på. Generelt tror jeg, det er lidt svært at få børnene med på museum. Derfor synes jeg, det er en super god ide med de her spøgelser, fortalte hun til TV SYD.