Nu får det sydlige Kolding nemmere adgang til motorvejen

Vejdirektoratet går nu i gang med at bygge et nyt tilslutningsanlæg på motorvej E 45ved Ødisvej syd for Kolding.

Vejdirektoratet begynder i disse dage arbejdet på at bygge et nyt tilslutningsanlæg på Sønderjyske Motorvej ved Ødisvej i den sydlige del af Kolding Kommune. Projektet giver trafikanter bedre adgang til kommunens sydlige del og forbedrer dermed udviklingsmulighederne i området. 

Der er tale om et projekt, som Vejdirektoratet og Kolding Kommune deles om udgifterne til. 
 
Tilslutningsanlægget kommer til at ligge cirka 4 kilometer syd for tilslutningsanlæg 65, Kolding S.  
 
Projektets formål er at give trafikanter direkte adgang til E45 fra den sydlige del af Kolding og Vonsild. Desuden skal det nye tilslutningsanlæg aflaste tilslutningsanlægget ved Kolding S.  Det fortæller Vejdirektoratet i en pressemeddelelse.
 
Med i projektet hører også nye venstresvingsbaner fra Ødisvej mod Hoppeshuse og Hoppesvej. De bliver anlagt, fordi trafiktallet på Ødisvej stiger efter åbningen af det nye tilslutningsanlæg.