Nu skal spildevand afsløre coronasmitte: Kolding klar til testarbejdet

Test af spildevand skal på længere sigt erstatte coronatestcentrene. Metoden med at opspore coronasmitte i spildevand er afprøvet. Hos forsyningsselskabet BlueKolding i Kolding forbereder de sig på en hverdag med coronakontrol af spildevand.

De fleste af os har efterhånden prøvet at have vatpinden på en nogle gange ganske ubehagelig omgang enten i svælget eller i næsen, når vi besøger coronatestcentrene rundt i landet. 

Netop den del af testindsatsen skal drosles voldsomt ned, lover sundhedsminister Magnus Heunicke (Socialdemokratiet). Når alle er frivilligt vaccineret, er det en helt anden ende af testområdet, der skal på banen. Omend en noget mere usynlig af slagsen.

- Det skal være bag kulisserne. Det skal være spildevandstests og elementer, der ikke påvirker og hæmmer os i vores hverdag. Det er vores mål, og det kræver et kæmpestort og stærkt setup. Men det er det, vi er i gang med at bygge op, siger Magnus Heunicke til TV 2.

quote

I princippet kan vi komme helt frem til et husnummer på en enkelt villavej.

Karin Refsgaard, miljø- og arbejdsmiljøchef hos BlueKolding

Procedure på plads næste uge

Der har gennem længere tid været et voksende pres på regeringen for at indføre test af spildevand som en fast del af coronaindsatsen i Danmark. Og det er altså nu ved at blive til virkelighed. En virkelighed som man hos forsyningsselskabet BlueKolding er ved at gøre sig klar til. Og her er der mest fokus på prøvetagningen.

- Vores opgave består i at opsamle spildevandsprøver og sende dem til analyse. Herefter afventer vi besked fra Statens Serum Institut (SSI) om, hvor vi derefter skal tage en ny prøve. På den måde forgrener vi os ud i kloaknettet. Men den endelige procedure kommer først på plads i næste uge, oplyser Karin Refsgaard, der er miljø- og arbejdsmiljøchef hos BlueKolding.

Ifølge Per Halkjær Nielsen, der er professor i bioteknologi på Aalborg Universitet, er netop spildevandstesten et oplagt sted at teste for corona. Halkjær Nielsen har tidligere berettet til forskellige medier, herunder TV SYD, om de afgørende fordele, der er ved at analysere spildevand - blandt andet hastigheden. Analyse af spildevand kan afsløre, om mennesker har virus i afføringen, inden et positivt resultat viser sig ved traditionel test. Udviklingen af smitten i en by eller et område kan følges tre-fire dage tidligere end ved test af mennesker.

Fremtidens smitteopsporing

Der er endnu ikke sat en dato på udfasningen af testindsatsen, som vi kender den. Hos Kolding Kommune mangler de stadig at modtage vejledning og procedure fra Statens Serum Institut (SSI). Til gengæld er miljøchefen ikke bleg for at fortælle om, hvilke muligheder der følger med testen af spildevandet, når det gælder om at opdage coronasmitte.

- Når vi har opsamlet en prøve centralt, kan vi dele byen op i byområder, som igen kan opdeles i mindre områder. I princippet kan vi komme helt frem til et husnummer på en enkelt villavej. Men det er slet ikke sikkert, vi skal helt ned i de detaljer. Det vil være SSI, der afgør, hvor langt vi skal teste. Det er også muligt, at vi blot skal afgrænse et område, som sundhedsmyndighederne derefter vil arbejde videre med. Men det vil alt sammen være på plads, når vi får de endelige procedurer fra SSI, siger Karin Refsgaard fra BlueKolding, der tror på, at spildevandstest er komme for at blive.

- Jeg gætter på, at det her er en foreløber for, hvordan vi kan arbejde med smitteopsporing i fremtiden. Også for andre sygdomme end corona.